Olieforening opdaterer navn og logo
Mineralolie Brancheforeningen ændrer navn til Mineralolie Branchen og opdaterer samtidig sit logo til et mere nutidigt design.
Brancheforeningen har eksisteret siden 1917 og er dermed en af de ældste brancheorganisationer i Danmark. Indtil 2010 dækkede foreningen stort set hele det danske marked for smøremidler, men en række multinationale selskaber valgte dengang at konsolidere deres tilhørsforhold sammen med brændstof-delen. Uanset en væsentlig reduktion i medlemsskaren og volumen, lever MB videre i mindre rammer, men med en utrolig opbakning blandt sine medlemmer, myndigheder og andre interessenter.
Mineralolie Branchen har siden 1. juli 2000, efter aftale med Miljøstyrelsen, påtaget sig ansvaret for indsamling og bortskaffelse/regenerering af spildolie produkter, hvilket sker igennem det 100 procent ejede selskab, Miljøpuljen ApS. Siden 2008 er 100 procent af den indsamlede spildolie blevet genraffineret, og produktet indgår som ny baseolie i smøreolie produktionen.
Sekretariatet for Mineralolie Branchen bestyres af Nina Veyhe og Ingemann Klausen.