Syns-succes i Vestjylland
Fem mand står bag den nye bilsynskæde Bilsyn Vest, der 5. august åbnede på fire lokaliteter det vestjyske.
- Vi har alle fem tidligere arbejdet for Applus bilsyn i forskellige afdelinger langs vestkysten, og vi ønskede at blive selvstændige i denne branche. Derfor stiftede vi midt i maj selskabet Bilsyn Vest, siger Martin Lund.
Dobbelt op
De fire synshaller syner alle former for køretøjer op til 3500 kg. Derudover har de en aftale med Lemvig Autoteknik om at syne store køretøjer over 3500 kg 2 dage om ugen. Planen er dog inden længe at lave aftaler med endnu to steder, der kan syne de store køretøjer.
For Bilsyn Vest har fået en rigtig god start på tilværelsen som synshal i de fire byer.
- Vi har været på banen en måned nu, og vi er blevet taget rigtig godt imod af især branchekunder. Vi havde lagt et forsigtigt budget i antallet af syn for august måned, men vi har synet knap det dobbelte af det, vi havde forventet, siger Martin Lund, der fortæller, at de netop har rundet 1000 bilsyn.
Hjælp fra branchekunder
Derudover har bilsyn vest haft over 200 ekspeditioner med nummerplader, omregistreringer eller afmelding i det digitale motor registre hos skat, DMR. Det er især sammenholdet i udkantsdanmark, der har skaffet flere kunder end forventet.
- Vi kendte branchekunderne i området godt, og de vil gerne hjælpe folk, der er i samme situation som dem selv. Nu prøver vi så også at få fat i de private. Vi kommer snart med på synsindkaldelsen, og vi skal også ud i området og dele flyers ud, siger Martin Lund.
Med den start, Bilsyn Vest har fået, håber Martin Lund, at de i fremtiden kan åbne flere afdelinger i Vestjylland.