- Vi er stadig målløse over, at en seks år gammel bil drøner direkte ind på førstepladsen over biler med færrest fejl ved syn. Det er ikke noget, vi har set før - og forventer at se igen. Konklusionen må være, at Volvo lavede en rigtig gedigen S40 i 2006. Når man ser tallene fra synshallen, kan det godt overraske, at en så velbygget bil som Volvo ikke sælger bedre i Danmark.
Sådan siger adm. direktør for Applus Bilsyn, Per V. Rasmussen, i en kommentar til den nye undersøgelse.
Volvo S40 er ikke repræsenteret blandt de fire år gamle køretøjer. Applus Bilsyn har ikke synet nok eksemplarer af den pågældende model i årgangen til, at den kan medtages i synsstatistikken.
Blandt de fire år gamle køretøjer er det i stedet BMWs 3er-serie, der har færrest fejl. Både Audi og BMW har tre modeller i top 10 blandt biler, der fremstilles til syn første gang.
Men de overgås altså alle, ret overraskende, af den seks år gamle Volvo S40, der har færrest fejl af alle biler uanset alder.
Volvo S40 årgang 2006 har således blot 6,9 fejl per 100 syn, mens BMW 3er-serie fra 2008 har 9,4 fejl per 100 syn, eller 36 procent flere fejl. At det lige netop er Volvo S40 årgang 2006, er ikke et tilfælde. For to år siden var det således netop den model, der var bedst blandt de fire år gamle køretøjer.
Lige så sikkert som at de tyske (og svenske) biler sætter sig på topplaceringerne, lige så sikkert er det, at de franske og koreanske biler besætter jumbopladserne. I år er ingen undtagelse, oplyser Applus Bilsyn.
Renault Clio er med 55,3 fejl per 100 syn bundprop blandt de fire år gamle biler. Eksempelvis har en 12 år gammel Toyota Yaris færre fejl ved syn end en 4 år gammel Renault Clio.
Det er dog ikke kun Clioen, der funkler i bunden af listen. Ud af de 16 nederste køretøjer på listen er de 14 fra enten Frankrig eller Korea.
De detaljerede statistikker kan ses her:
www.applusbilsyn.dk/statistik/personbiler