23948sdkhjf

Autogenbruger trodser krisen

Mens resten af branchen har det svært, så noterer M. R. Autolager i Viborg sig i år en fremgang i omsætningen på 11 procent.
Det er langt fra alle landets autoophuggere beskåret at kunne tjene penge på skrottede biler nu om stunder. Men det er ikke desto mindre tilfældet for M. R. Autolager i Viborg. Med en omsætningsfremgang i 2012 på omkring 11 procent og en sund overskudsgrad stikker virksomheden ud som en af de bedste i branchen. Og det er ikke gået ubemærket hen, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

- Der skal ikke være tvivl om, at M. R. Autolager har gjort det rigtig, rigtig godt, når vi ser på branchens nuværende vilkår, siger Børge Madsen, direktør i brancheforeningen Dansk Autogenbrug, ifølge avisen.

Han var for nylig selv på besøg hos M. R. Autolager på Vennershåbvej i Viborg, som dog ifølge hjemmesiden er medlem af den anden autogenbrugsforening, BilGenbrug Danmark.

- Vores branche er som så mange andre påvirket af lavkonjunkturen, og nu ser vi for alvor konsekvensen af nedsættelsen af reparationsgrænsen, fortæller Børge Madsen.

At turde satse

I samme periode er salget af nye små billige biler steget eksplosivt, og det er i høj grad medvirkende til, at det er blevet sværere at tjene penge på at være autoophugger .

- Jeg tror, at det handler om, at vi har turdet satse på at købe lidt dyrere biler end de andre, forklarer Michael Riis, der er direktør og ejer af M. R. Autolager.

- Og så sørger vi for at være forrest, når det kommer til at få nye mærker ind, tilføjer han.

Det, sammenholdt med en flok på 15 dygtige medarbejdere, har gjort, at M. R.

Autolager fortsat er en sund forretning med sorte tal på bundlinjen - akkurat som alle andre år siden starten i 1996.

43-årige Michael Riis stod i lære som Ford-mekaniker hos Jørgen Olsen i Viborg, men kom på sporet af autogenbrugs branchen via et job hos Møldrup Autolager.

Fra 1996 holdt virksomheden til på Jegindøvej, men pladsen blev til sidst for trang for den hastigt voksende virksomhed, og M. R. Autolager flyttede i 2005 til Vennershåbvej, hvor en større hal i dag danner rammen om forretningen.

I 2011 tilkøbte M. R. Autolager yderligere jord og har i dag 31.000 kvadratmeter fyldt med biler.

Alene i løbet af de sidste tre år har virksomheden ansat fem nye medarbejdere til at klare den stigende mængde arbejdsopgaver i forretningen, der i dag består af 131.000 katalogiserede reservedele.

M. R Autolager har i år til dato omsat 1300 skrottede biler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078