Aarhus satser massivt på el-biler
- Jeg har en forventning om, at alle Aarhus Kommunes biler kører på el i 2016, siger sundhedsrådmand Thomas Medom (SF). Rettelse: Aarhus Kommune indrømmer forkerte CO2-tal.
I Danmark er der kun solgt 280 elbiler i år. Regeringen har derfor besluttet at forlænge afgiftsfritagelsen. Det er SF-rådmanden i Aarhus glad for.
- Det er en miljømæssig katastrofe for Danmark, at vi ikke er længere med el-biler. Det gør ikke katastrofen mindre, at transportsektoren står for 21 procent af den samlede CO2-udledning. Derfor har jeg besluttet, at Aarhus kommunes hjemmeplejebiler skal over på el, efterhånden som de nuværende leasing-aftaler udløber, siger Thomas Medom.
Først hjemmeplejen
Den aarhusianske hjemmepleje kører hvert år 2,4 millioner kilometer i bil. Det svarer til at køre rundt om jorden 60 gange. Og tages hele den kommunale bilpark med, kommer vi 200 gange rundt om jorden om året. Det giver en meget stor CO2-udledning.
Hjemmeplejens biler alene udleder hvert år 300.000 tons CO2. Elbilerne giver en betydelig miljømæssig gevinst på 50 procent reduktion i CO2-udledning, som dermed kan reduceres med 150.000 tons. Hjemmeplejen har haft fem elbiler i afprøvning, og det har vist sig, at bilerne generelt er billigere i drift, og det kan gøre, at serviceudgifterne bliver endnu mindre ved et udbud. Ligeså vil stigende oliepriser og billigere el-priser ved indkøb af el på de rigtige tidspunkter kunne sænke udgifterne yderligere.
- Det her er simpelthen en ren win-win. Vi tanker bilerne op om natten med strøm fra vindmøllerne, som producerer mest om natten. Det er genialt, det er godt for miljøet, og så er det billigt. Jeg vil godt lægge hovedet på blokken - i 2016 er det ikke kun en miljømæssig god forretning, men også en økonomisk set god forretning. Endnu et plus er, at elbiler er med automatgear. Mange lokalcentre har længe ønsket at køre biler med automatgear, da det mindsker belastning i skulder og håndled. Vi har målt, at man i løbet af en vagt skifter gear omkring 275 gange i en almindelig bil, så på sigt kan elbilerne måske give færre sygedage, siger Thomas Medom ifølge en pressemeddelelse.
Kritisk kommentar
Net-artiklen, der som angivet baserer sig på en pressemeddelelse fra kommune, har fået en af Motor-magasinets læsere sig at reagere. Han ønsker ikke sit navn frem, men det er redaktionen bekendt. Den kritiske læser mener, at kommunen slår lidt for stort brød op. For meddelelsen indeholder adskillelige fejl - ret store endda, skriver han:
For det første er der den gentagne fejlopfattelse, at vindmøllestrøm er CO2-frit. Det er det direkte, men i og med at strømproduktion generelt ligger under EU's CO2-kvote system, betyder produktion af CO2-fri strøm på vindmøller blot, at CO2-kvoterne er ledige for andre at bruge. Så i det samlede hele reduceres CO2-udslippet ikke. Kvoten er den samme, uanset hvor mange vindmøller vi sætter op. Retfærdigvis skal det siges, at han trods alt ikke påstår, at el-drift på biler er CO2-frit.
Men det andet er straks værre. Der står gud hjælpe mig, at kommunens hjemmeplejebiler udleder 300.000 tons CO2 på et år - på et årlig km forbrug på 2.400.000 km. Og at han stort set egenhændigt kan reducere CO2-udlippet med 150.000 tons! Men 300.000 tons svarer til 300.000.000 kg eller 300.000.000.000 gram CO2. Divideret med 2.400.000 km giver det et udslip på 125.000 gram pr. km. Men realiteten udleder deres biler velsagtens omkring 125 gram pr. km. Så udslippet på deres 2.400.000 km må snarere være 300.000.000 gram, 300.000 kg eller 300 tons.
Så ovenstående dækker såmænd blot over en regnefejl på 299.700 tons CO2. Så hans ønske om egenhændigt at frelse os alle sammen for store mængder CO2, er nok slået ligt stort op. Men lidt har vel også ret…
Og så lige det sidste. "Det er en miljømæssig katastrofe for Danmark, at vi ikke er længere med…." . CO2 påvirker altså ikke miljøet i Danmark, men påvirker det globale klima gennem den øgede mængde CO2 i atmosfæren. Så miljøet i Danmark vil ikke blive påvirket af en reduktion af CO2-udslippet i Århus. Faktisk er CO2 lokalt set et ret uskadeligt stof, idet vi selv udånder det i hoved og begge ender.
Det er helt fint, at man bringer artikler om kommunernes planer for indførelse af el-biler etc. Men I kunne som branchefolk måske godt lige tjekke data i sådanne meddelelser, så I ikke bliver brugt til at viderebringe sådanne misforståelser. Især regnefejlen er altså lige åbenlys nok, skriver den kritiske læser.
Kommunen erkender fejl
"Det er korrekt, at der er sket en ikke så uvæsentlig regnefejl i pressemeddelelsen. Som Motor-magasinets læser gør opmærksom på, har vi misset en faktor 1000 i regnestykket. Det beklager vi. Vi har nu ændret det på hjemmesiden", skriver Rasmus Christensen fra Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, i en mail til Motor-magasinet, som også beklager ikke at have tjekket oplysningerne.