23948sdkhjf

Udsigt til rekordår for bilbranchen

Bilforhandlerne er i 2011 ved at tangere indtjeningsrekorden fra 2005, mens der er endnu større sandsynlighed for, at bilimportørerne i 2011 slår deres historiske indtjeningsrekord, viser foreløbig regnskabsanalyse.
Det er regnskabssæson for tiden, og hvert år laver Dansk Brancheanalyse ApS en omfattende analyse af regnskaberne fra den danske bilbranche (de 403 største forhandlere). De første regnskaber er landet, og i juni-udgaven af Blitz fra Bilbranchen kommer Ole Egholm, ejer og direktør, med nogle af de iagttagelser, han indtil videre har gjort sig ud fra de første 286 forhandlerregnskaber.

De 286 forhandlere havde tjent 342 millioner kroner i 2011, svarende til en vækst på 13 procent i forhold til 2010. I 2010 tjente de 403 største forhandlere i alt 432 millioner kroner, tæt på brancherekorden fra 2005, der var på 481 millioner.

- Hvis de sidste 117 regnskaber, der endnu ikke er offentliggjort, viser samme tendens, bliver rekorden lige præcis slået for 2011, men jeg tvivler stadig på, om det lykkes, siger Ole Egholm.

- Erfaringen viser nemlig, at regnskaber der indleveres lidt for sent også har nogle lidt ringere resultater, så mit umiddelbare bud er, at vi lander et sted imellem sidste års resultat på 432 millioner kroner og rekorden fra 2005 på 481 millioner, tilføjer han.

Det endelige resultat foreligger først, når næste analyse af bilbranchens økonomi forventes at udkomme til oktober, meddeler Blitz.

Importører mod rekord

Det er dog mere sikkert, at bilimportørerne slår rekorden fra 2005 på 543 millioner kroner på bundlinjen. De blot 20 største bilimportører tjente i 2010 494 millioner kroner, tæt på rekorden, og for 2011 er der i skrivende stund kun regnskaber for 13 af de 20 importører. Disse 13 importører alene har tjent 479 millioner kroner, svarende til en fremgang på næsten 39 procent på bundlinjen.

Så selv en moderat forventning for de syv sidste vil formentlig sikre, at importørerne kommer op over 600 millioner kroner og dermed slår alle tidligere indtjeningsrekorder.

Lille plus per ansat

Bilforhandlere havde alvorlig krise i 2008 og 2009, hvor forhandlerne tilsammen tabte 650 millioner kroner. Her faldt antallet af nye solgte biler kraftigt, og alle måtte skære ind til benet. I 2010 begyndte markedet at vende tilbage, og forhandlerne kunne høste frugterne af udførte effektiviseringer. Stik imod de flestes forventninger var der nydelige vækstrater igen i 2011. Men selv i år som 2010 og 2011 ligger overskuddet per ansat for en bilforhandler kun på omkring 30.000 kroner, hvilket er nævneværdigt under de fleste andre erhverv, som analyseres af Dansk Brancheanalyse.

Bilimportørernes overskud per ansat lå i 2010 på næsten 600.000 kroner.

- Det er imponerende, at der både findes lokale bilimportører og (udenlandske) fabriksejede importører. Begge steder er indtjeningen helt i særklasse, og vi kan derfor ikke tilnærmelsesvis beskylde nogle af de multinationale bilimportører for at undlade at tjene penge i Danmark, siger Ole Egholm.

Ingen dans

Men 2012 bliver ingen dans på roser for bilforhandlerne. Regeringens seneste skatteudspil, L94, vil påvirke nybilsalget negativt. Ingen ved, hvad konsekvensen bliver for bilsalget, men det bliver med allerstørste sandsynlighed med pil nedad for resten af 2012, vurderer han.

- Før lovændringerne forventede branchen allerede et fald på 8,5 procent i 2012, så selvom januar og februar har været positive måneder, så er mit bud også, at vi lander på noget, der er en tocifret nedtur for 2012. Og dermed vil det igen blive svært at tjene penge som bilforhandler i 2012, anslår Ole Egholm.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097