23948sdkhjf

Brdr. Olsen Automobiler bliver en del af Bin2Bil

To virksomheder slår sig sammen i Holbæk og bygger helt nyt bilhus.
Bin2Bil A/S har indgået aftale med Brdr. Olsen Automobiler A/S om en virksomhedsoverdragelse pr. 1. oktober, der betyder, at Brdr. Olsen Automobiler fremover bliver en del af Bin2Bil.

Aftalen betyder, at Brdr. Olsens bilforretning i Holbæk videreføres af Bin2Bil, og serviceværkstedet i Kalundborg videreføres af Hans Frederiksen Automobiler. Med overtagelsen følger 22 af Brdr. Olsen Automobilers medarbejdere, og forhandlingen af mærkerne Renault og Volvo.

Bin2Bil driver i forvejen bilforretning i Smedelundsgade i Holbæk med mærkerne Ford og Mazda og beskæftiger 39 medarbejdere. Med overtagelsen af Brdr. Olsen Automobiler med mærkerne Renault og Volvo bliver det samtidig muligt for Bin2Bil at opføre et nyt og moderne bilhus på adressen Bilbyen 2, i Holbæk, ved Megacentret.

Byggeriet vil blive sat i gang i 2013 og skal huse de cirka 60 medarbejdere, der flytter henholdsvis fra Smedelundsgade 21 og Lundemarksvej 25 i Holbæk, når huset står færdigt 31. december 2013. Indtil da vil forretningerne blive videreført i deres nuværende faciliteter.

212 år i alt

Med Brdr. Olsen Automobiler, som er etableret i 1887 og Bin2Bil (tidl. Holbæk Autolager ApS, som er etableret i 1925), er det to gamle virksomheder, der slår sig sammen og gør det muligt at videreudvikle sig inden for bilbranchen.

Dermed er det firmaer med tilsammen 212 års eksistens i bilbranchen – det forpligter, og begge forretninger har samme gode og fornuftige forretningsetik, hvor nøgleordene er: Kvalitet og tillid, samt dygtige og motiverede medarbejdere.

Efter snart 50 år i bilbranchen er det en stor glæde for Finn Olsen at give ledelse og ejerskabet af Brdr. Olsen Automobiler videre til Tom Frederiksen.

- Jeg er helt tryg ved, at det nu er Tom Frederiksen, som skal videreføre vor gamle virksomhed i en ny og moderne ledelsesform og snart i nye og moderne lokaler i Bilbyen, udtaler Finn Olsen, som nu indtræder i bestyrelsen for Bin2Bil. Tom Frederiksen er fortsat direktør og ejer af Bin2Bil, men fra 1. oktober for en noget større virksomhed i vækst.

- Jeg er rigtig glad for at kunne videreføre Brdr. Olsen Automobiler og 22 nye medarbejdere, som en del af Bin2Bil og vil gøre alt for, at Brdr. Olsens mange loyale kunder fortsat kan opleve den samme gode service, som Brdr. Olsen altid har været kendt for at levere, udtaler Tom Frederiksen.

I Kalundborg overtages Brdr. Olsen Automobiler’s serviceværksted af Hans Frederiksen Automobiler – Ford i Kalundborg, hvor det samtidig påtænkes, at der skal etableres forhandling og salg af Renault som supplement til Ford. Hans Frederiksen – som er far til Tom Frederiksen – ser frem til at byde såvel de tre nye medarbejdere, som alle kunder fra Brdr. Olsen Automobiler velkommen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125