Chat med specialisten
Hurtigere svar på produkt-spørgsmål med ny chat-funktion i FTZs webkatalog.
- Vi ser flere og flere webportaler, hvor chat-funktionen er integreret, og det er en god service for vores kunder, da vi kan holde flere henvendelser i gang samtidigt, hvor dette ikke er muligt via telefonen. Det giver os muligheden for at få oplyst, hvilket produkt kunden ønsker yderligere information om, da vi får produktinformation med som oplysning, når kunden sender sin forespørgsel, forklarer it-chef Lars Romsøe.
- Vi ser mange muligheder i brugen af chat-funktionen, og vi vil tilbyde dette i flere af vores kundeløsninger, da chat er blevet en standard kommunikationsplatform, som anvendes i både sociale portaler som Facebook, og når flyrejsen skal bestilles (SAS), så vores kunder kender til anvendelse af chat-værktøjer, tilføjer han.
Tre test-afdelinger
- De første kunder, vi tilbyder den nye service, er kunderne, der er koblet på afdelingerne i Køge, Sønderborg og Odense, og når vi har fået lidt mere erfaring med systemet, og endnu vigtigere, fået kundernes feedback, vil vi tilbyde systemet i resten af Danmark og dermed optimere servicen til vores kunder, som er en af vores vigtigste prioriteter, udtaler Lars Romsøe.
FTZ er i øvrigt blevet it-koordineringscenter for hele Nordic Forum (med pt en omsætning på cirka fire milliarder kroner), hvilket betyder adgang til flere internationale systemløsninger. Derigennem kan det samlede Nordic Forum, hvor FTZ er den største virksomhed, drage nytte af hinandens ekspertise og optimere maksimalt fra land til land.