23948sdkhjf

Dan-Glas utilfreds, synsfolk tilfredse

De nye rudesynsregler fra 1. juli og erfa-synsgruppen bag rådgivningen af Trafikstyrelsen møder modstand fra landets største autoglasgrossist.
Den store danske glasgrossist Dan-Glas i Viborg mener, at de nye rudesynsregler per 1. juli ikke tilgodeser sikkerhed og i alt for høj grad er præget af, at en kommerciel syns-erfagruppe har domineret rådgivningen af Trafikstyrelsen.

- Vi har ikke fået det, vi har bedt om i høringssvarene og vil nu tage aktion på de udmeldte nye regler. Resten af autobranchen er reelt oppe mod synsbranchen som lobbygruppe, så det er op ad bakke, siger salgschef hos Dan-Glas, Søren Adsbøll.

- Det kan ikke være rigtigt at vi også i denne omgang skal acceptere nye regler, der kan fortolkes – og hvor Trafikstyrelsen dermed ikke opfylder sin egen målsætning på skrift om, at reglerne skal gøre syn mere ensartede. For hvornår er en reparation “tilnærmelsesvis usynlig" og kan godkendes?, spørger Søren Adsbøll ud fra det nye regelsæt (beskrevet i anden artikel her på siden, red.)

Søren Adsbøll fortæller, at et brev er afsendt til Trafikstyrelsen om, at styrelsen har behov for teknisk rådgivning, og at det ikke bør være en kommerciel interessegruppe som synsbranchen, der alene rådgiver styrelsen. Erfagruppen har således ikke arbejdet for trafiksikkerhed, mener Dan-Glas.

Burde strammes

Her peger Søren Adsbøll på flere forhold:

Det angivne felt A, B og C i de nye synsregler er for lille til høje personer. Dan-Glas og andre brancheaktører har plæderet for, at hele viskerfeltet skulle med, ligesom der ikke skulle accepteres reparationer af nogen art i viskerfeltet, som i de tyske rudesynsregler.

- Desuden nævner reglerne, at skader accepteres i den yderste “sorte eller prikkede ramme" på nye typer ruder. Dermed kan synsfolk efter de nye regler godkende revner til kant i ruden, der helt bevisligt udgør en stor sikkerhedsrisiko, da ruder jo er en bærende del af bilen, siger Søren Adsbøll.

Han medgiver, at han ofte hører ordet “brødnid", når aktører som Dan-Glas udtaler sig.

- Vi tror ikke, synsområdet og rudefejl er et tagselvbord, men det er utilfredsstillende, at synsbranchen konkurrerer ulige på vores banehalvdel, siger Søren Adsbøll.

Synsfolk tilfredse

Christian Poder, bestyrelsesformand for brancheforeningen Danske Synsvirksomheder, mener, de nye regler er gode og til at arbejde med.

- Der vil blive mere ensartethed i vores medlemmers bedømmelse af forruder med de nye regler. Det vil samtidig være muligt for en bilejer på forhånd at afgøre, om hans forrude kan godkendes med en eventuelt fejl i ruden, siger Christian Poder.

Fra landets største syns virksomhed, Applus Bilsyn, siger teknisk chef Poul-Erik Christensen, at der ikke ligger en stramning i selve kravene til forruderne, men alene en tydeliggørelse af, hvornår en rude er defekt.

- Konsekvensen af en diskvalificerende fejl er fremover et omsyn. Netop dette vil betyde, at en del forruder vil skulle skiftes, før syn kan afsluttes. Før gav det en betinget godkendelse, hvorefter ejeren selv skulle sørge for at rette fejlen, hvorfor vi i flere tilfælde så de samme fejl på forruder ved senere syn af samme køretøj, siger Poul-Erik Christensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11