Kølerproducent tilbage på sporet
Nissens leverer komplette løsninger til eftermarkedets kunder og følger en klar strategi.
- Vi har i de senere år truffet en række beslutninger, som skal være med til at sikre, at vi fremadrettet kan udnytte det store potentiale, der ligger i markedet. Det er afgørende for os, at vi leverer varen på fire helt centrale områder: For det første skal vi have et konkurrencedygtigt og bredt produktsortiment. Vi dækker med vores produkter 95 procent af bilparken, og vi investerer fortsat i vores sortiment og har på den baggrund skruet op for vores aktiviteter inden for produktudvikling. Vi har udviklet og lanceret rene aluminiumskølere, Full Alu-produkter, et omfattende program af intercoolers, og senest har vi lanceret en helt ny produktkategori i form af kompressorer, fortæller Mikkel Krogslund Andersen, executive vice president i Nissens A/S.
- For det andet tilbyder vi unikke logistikløsninger med mulighed for IT-integration med vores kunder. For det tredje er fleksibilitet afgørende i eftermarkedet, og vores forretning fokuserer på, at kunderne skal opleve branchens bedste tilgængelighed på tværs af vores sortiment. Sidst, men ikke mindst, skal Nissens være nem at samarbejde med. Derfor skal vores katalogdata være i top, og vores webshop skal gøre det nemt at være kunde. Men vi skal ikke kun være nemme at handle med vi skal også levere et produkt, der er nemt at installere, og derfor leverer vi produkter med First-Fit-egenskaber, som gør produkterne nemme at installere, fastslår Mikkel Krogslund Andersen.
Egenproducerende
Horsens-virksomheden bliver på alle måder mere og mere international, men holder fast i egenproduktion:
- Der er en helt klar værdi i, at vi er egenproducerende. Egenproduktion gennem 90 år sikrer kvalitet og opdateret teknologi. Egenproduktionen er derudover afgørende for den fleksibilitet, der er grundlaget for vores leveringsevne. Derfor har vi investeret i og opbygget en ny fabrik i Slovakiet til egenproduktion af autokølere over de sidste par år. Ikke mindst på det internationale marked anerkendes produktionsvirksomhedernes kompetencer, og vi har et meget internationalt orienteret salg, hvor vi sælger til både lokale og internationale specialister og grossister. 95 procent af vores omsætning eksporteres, primært til etablerede markeder i Vesteuropa og USA, men vi ser også en rigtig positiv udvikling af salget på nyere markeder i Østeuropa og Asien, hvor vi blandt andet i Rusland har oplevet vækst, siger Mikkel Krogslund Andersen.