23948sdkhjf

Erhvervslivet skal tage ansvar hvis vi skal købe elbiler

Hvis elbilen skal vinde indpas i Danmark, skal dansk erhvervsliv vågne op. Sådan lyder opråbet fra Jan Agnoletti Pedersen, salgsdirektør i EVergreen, der er en af landets førende virksomheder inden for produktion af ladestandere til elbiler.
280 elbiler. Det er alt, hvad det er lykkedes elbil-branchen at sælge i Danmark i årets første syv måneder. Dermed ligger tallet ligger meget langt fra målsætningen om at nå 5000 solgte elbiler i år.

De netop fremlagte salgstal gør ondt på en af elbil-branchens forkæmpere, Jan Agnoletti Pedersen, der er salgsdirektør i EVergreen – en virksomhed, som har specialiseret sig i at lave ladestandere til elbiler.

- Selvom det i år er præcis 25 år siden, at den første "Ellert" trillede ud fra fabrikken i Randers og indvarslede en ny æra for miljø- og klimavenlig transport, så er der ikke sket det helt store, når det handler om at udrulle den infrastruktur, som er så bidende nødvendig, hvis danskerne skal investere i elbiler, siger Jan Agnoletti Pedersen.

- Bilejere køber ikke bare en bil – de køber "frihed". Frihed til at køre, hvorhen de vil, hvornår de vil. Og når potentielle elbilejere i Tønder eksempelvis skal køre 50 kilometer for at nå den nærmeste ladestander i Ribe, så er det så som så med friheden, og så bliver det svært at sælge elbiler til sønderjyderne, fortsætter han.

Skal drives af frit marked

Salgsdirektøren peger på to oplagte spillere på markedet til at tage ansvaret for udrulningen af en ordentlig infrastruktur til elbiler i Danmark.

- Indtil videre er det i høj grad det offentlige, som har påtaget sig opgaven med at købe elbiler og opsætte ladestandere – og det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke vil sælge ladestandere til det offentlige, men borgerne kan da med rette stille spørgsmålstegn ved, om deres skattepenge skal bruges til at drive "tankstationer", siger Jan Agnoletti Pedersen.

- Jeg mener i stedet, at elselskaberne – med deres ekspertise ud i salg af el – og olieindustrien – med alle deres tankstationer – er de to mest oplagte spillere til at sætte gang i udbredelsen af elbiler. Begge parter bruger store summer på miljø- og klimaforbedringer hvert år, men hvis de virkelig vil fremme det grønne, så bør de bruge en del af midlerne på at sikre en ordentlige infrastruktur, der er åben og frit tilgængelig for alle elbil-ejere – uagtet om de er medlemmer hos det ene eller det andet selskab, fortsætter han.

- Der findes ikke noget projekt, der kan gøre mere for miljø og klima i Danmark, end at slå et slag for elbilisme, og jeg tror da også, at begge parter vil være på pletten den dag, at vægtskålen tipper til fordel for elbiler, siger Jan Agnoletti Pedersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079