SKAD forlader fusion
Karrosseriforening går egne veje, men fusionen mellem D.A.F. og FAI fortsætter.
Knud Nielsen, formand for D.A.F., og Lasse Jæger Jensen, landsformand for FAI, slår samstemmende fast, at fusionsprocessen mellem de to organisationer fortsætter uændret:
- SKADs beslutning ændrer intet ved den igangværende fusionsproces mellem D.A.F. og FAI. Vi er fortsat af den overbevisning, at det giver god mening for vores medlemmer i autobranchen at samle kræfterne i én slagkraftig organisation, udtaler de og tilføjer:
Derfor fortsætter vi med at forene kræfterne i Autobranchens Hus, hvor vores sekretariater allerede arbejder tæt sammen. Samtidig arbejder vores bestyrelser på fuldt tryk med at få alle de formelle ting på plads, så en ny organisation kan se dagens lys senest i januar 2015.
Smækker ikke døren
Hos SKAD siger den nyvalgte formand Henrik Reinhard Hansen til bladet autobranchen og bekræfter over for Motor-magasinet følgende:
- Vi mener i SKADs bestyrelse, at vi lige nu har behov for at konsolidere vores forening. Udtrædelsen sker i god ro og orden vi smækker ikke med dørene, og vi ønsker D.A.F. og FAI held og lykke med det fortsatte arbejde.
- Vi synes, vi har nogle visioner, som vi har behov for at prøve af sammen med vore medlemmer. Det ser vi bedst mulighed for ved at stå selvstændigt, siger han og oplyser, at SKAD-udtrædelsen ikke medfører, at SKAD melder sig ud af SAMA for at indgå egne overenskomster. Dermed forbliver SKAD som medlem af DA.
I slutningen af august flytter SKAD-direktør Thomas Krebs kontoret til ny adresse på Roholmsvej 8, 1. sal i Albertslund. Der påtænkes at ansætte en halvtids medarbejder.
De tre brancheforeninger, D.A.F., FAI og SKAD, annoncerede i foråret 2011, at de var enige om en proces, der skulle ende med dannelsen af én samlet forening, som siden blev godkendt af generalforsamlingerne i de tre foreninger. I oktober 2011 flyttede SKAD og FAI fra Håndværkets Hus på Islands Brygge og ind hos D.A.F. i Autobranchens Hus på Kirkevej i Taastrup.