I alt 45 autoværksteder fordelt over hele landet blev besøgt, da Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion og Skat var på kontrol lige før ferien. Generelt havde virksomhederne godt kendskab til reglerne og havde ansatte med den fornødne autorisation.
Af de besøgte værksteder fik fem en indskærpelse omkring reglerne, da de havde ansatte, som uden autorisation efterså airconditionanlæg. Af indskærpelserne fremgår det, at værkstederne skal ophøre med at udføre denne service, indtil medarbejderne har gyldig autorisation, eller at det kun er bestemte medarbejdere, som har autorisation, der må udføre arbejdet.
- Det er tilfredsstillende at så relativt få virksomheder endte med at få en indskærpelse. Det viser, at reglerne i stort omfang respekteres, og at det er kyndige mennesker, der arbejder med kølemidler, siger Søren Jakobsen fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.
Kølemidlerne er drivhusgasser og uønskede i miljøet, fordi de bidrager til klimaforandringer.
Kemikalieinspektionen vil, hvis det skønnes nødvendigt, foretage opfølgende kontrolbesøg hos virksomheder, der har modtaget indskærpelser.