23948sdkhjf

Hovedstaden tester elbiler i storskala

I starten af oktober får yderligere 200 familier i Region Hovedstaden chancen for at være testpiloter i Europas største elbilprojekt, som elbiloperatøren Clever står bag. Projektet udvides med 35 biler i yderligere tre kommuner.
Europas største forskningsprojekt om elbiler Test-en-elbil skal nu også køre i Fredensborg, Gribskov og Hillerød Kommuner samt på Rigshospitalet, Hvidovre og Herlev Hospital, hvor borgere og ansatte frem til marts 2014 skal teste elbilerne i tre måneder ad gangen.

Det sker efter, at Regionsrådet har besluttet at skyde 3,2 millioner kroner i projektet og give endnu flere familier mulighed for at teste elbiler. Projektet kører allerede med stor opbakning i Gentofte og Høje Taastrup Kommuner.

Projektet gennemføres sammen med Clever, der er en af Danmarks førende elbiloperatører og for nylig har åbnet det første landsdækkende ladenetværk i Danmark – og leverer strøm til mere end 400 elbiler på de danske landeveje.

- Vi er rigtig glade for udvidelsen af projektet med yderligere tre kommuner og tre hospitaler i Hovedstadsregionen. Det offentlige Danmark spiller en vigtig rolle i udbredelsen og kendskabet af elbiler og nu får endnu flere danskere mulighed for at afprøve elbilen på egen krop og opleve de fantastiske køreegenskaber en bil med batteri byder på. Fordi elbilerne ikke støjer og forurener er de særdeles gode i byområderne, og derfor vil fordelene ved at teste dem i hovedstadsområdet være rigtig store, siger adm. direktør i Clever, Lars Bording, ifølge en pressemeddelelse.

Projektet skal være med til at indfri regionens klimastrategi om, at der i 2015 skal køre 12.000 elbiler i Hovedstadsregionen.

- Vi står i de kommende år over for at omlægge vores transportformer. Det sviner alt for meget med benzin- og dieseldrevne biler, så vi må vi tænke nyt. Vi vil derfor satse massivt på at få elbiler introduceret i Hovedstadsregionen, og dette projekt er blot et af flere tiltag, vi vil tage for at lykkes med ambitionen, siger Lars Gaardhøj (S), der er formand for Region Hovedstadens Miljø- og Grøn vækstudvalg.

Samtidig er det regionens ambition, at de på baggrund af den indsamlede viden kan rådgive alle kommuner i regionen og dermed lette deres overgang til elbiler.

- Det vi helt konkret bruger Test-en-elbil projektet til, er at indsamle så meget viden og erfaring som muligt, så vi kan få klarlagt, hvilke elbiler der skal satses på, hvilke opladningstyper, der fungerer bedst, og hvordan de helt praktisk fungerer for almindelige familier, siger Lars Gaardhøj.

Den seneste opgørelse af elbilbestanden fra Skatteministeriet lyder på 1224 eldrevne person- og varebiler ud af en samlet bilpark på 2.638.022 køretøjer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125