Fortsat kamp mod dobbelt-moms på brugte dele
Bilgenbrug Danmark fører sagen i Landsretten.
Foreningen Bilgenbrug Danmark har tidligere kørt en prøvesag for et af sine medlemmer, men både Skat og Landsskatteretten kom til den afgørelse, at ophuggere ikke kan benytte sig af forskelsmoms.
Bilgenbrug Danmark har nu fået lov til at køre sagen i Landsretten som første instans, fordi den er principiel.
- Kammeradvokaten og vores advokat korresponderer nu om sagen, men jeg er bange for, at den først kommer for retten om lang tid, og det er helt urimeligt, siger Birger Grøn Nielsen fra Hørning Autolager og repræsentant for Bilgenbrug Danmark.
Har kostet jobs
Han melder om hårde tider for ophugger-branchen i Danmark, og de skærpede reparationsregler gør heller ikke hverdagen lettere.
- Det har været nævnt, at den strammede reparationsgrænse har kostet omkring 400 job i autobranchen på et halvt år, men det har også kostet jobs hos os, fordi vi ikke kan sælge dele til de biler, som pludselig ikke længere kan repareres. Jeg vil tro, at genbrugsbranchen har mistet omkring 50 jobs på denne konto, selv om vi jo ofte forsøger at finde et andet ben at stå på i svære tider, siger Birger Grøn Nielsen til Motor-magasinet.
Senest har Bilgenbrug Danmark dog ikke forsøgt at råbe politikerne op.
- Det er jo som at slå i en dyne, og vi har hele tiden ment, at det er tudetosset med de strammede reparationsregler, siger han.