Ford sejrer i Engine of the Year Award
Focus-motor strøg til tops for første gang for sin kraftfulde 999cc, tre-cylindrede turbo-motor. GM fik grøn pris for sin 1.4-liters Range Extender motor.
Ford-motoren ryddede bordet ved den prestigefyldte internationael konkurrence med tre priser og højeste score i konkurrencens 13-årige historie.
I skarp konkurrence med 38 helt nyudviklede motorer og en snes af de bedste eksisterende, løb Ford EcoBoost 1,0 med førsteprisen, ligesom den lille turbo-maskine også triumferede i kategorierne "bedste nye motor" og "bedste motor under én liter".
EcoBoost 1,0, som fik sin debut i Ford Focus tidligere på året og indgår i motorprogrammet til de helt nye Ford C-Max og Ford B-Max, som kommer senere på året, scorede 28 procent flere point end nærmeste konkurrent.
Det er tydeligt, at dommerne fortsat er imponerede over nogle at bilindustriens mindste motorer, og Dean Slavnich, redaktør på Engine Technology International, siger:
- Det var en klar sejr til Ford-motoren, og det er vigtigt at huske, at den samlede Engine of the Year pris ikke er forbundet med slagvolumen eller andre kriterier ud over den fremragende teknik.
Trods Ford-motorens fine grønne profil gik prisen for den bedste grønne motor til GMs Range Extender, en 1.4-liters motor, som sidder i 2012 European Car of the Year, Chevrolet Volt.
Den pågældende motor er produceret på Opels motorfabrik i Aspern i Østrig, som er ejet af GM gennem Adam Opel AG. Motoren ligger også i Opel Ampera (Årets Bil i Danmark 2012).