23948sdkhjf

Jeg er ikke skør – jeg er bare ikke dig

Som leder kan forståelse for andres adfærd og hensigter styrke holdsætningen og motivationen, fortalte Karin Jessen, PS4, og talentforsker Rasmus Ankersen.
Vi er alle forskellige. Problemet på en arbejdsplads kan være, at vi dømmer andre på deres adfærd frem for deres hensigter – hvilket kan gå galt, hvis vi ikke kan forstå adfærden, fordi den ikke ligner vores egen.

Den prisbelønnede underviser, forfatter og proces- og managementkonsulent i sit eget udviklingsselskab PS4, Karin Jessen, fortalte på Købmandsskolen i Århus inspirerende og engageret om, hvordan vi kan finde og fremme indre og ydre motivationsfaktorer hos os selv og andre. Motivation kan øge produktiviteten med helt op til 127 procent i komplekse jobs, viser analyser.

- Det er vigtigt at vide, at vi alle som udgangspunkt gør det bedste, vi kan, ud fra hver vores forudsætninger. Hvem har retten til at definere, hvad engagement er? Ledere skal sørge for, at alle ansatte kender deres rolle og afdelingens mål, samt gå forrest og fremme en kultur med feedback - både positiv og negativ. Husk, at godt samarbejde - på tværs af vores forskelligheder - afhænger af tillid, respekt og engagement, sagde Karin Jessen og knækkede det ene stykke kridt efter det andet på en overfyldt tavle af bare engagement.

Tag risici

Alle handler vi ud fra en intellektuel intelligens, en følelsesmæssig intelligens eller en mental intelligens. 70 procent af vores adfærd er refleksmæssig ud fra vores "jeg", der er et kerne-jeg med alle vores oplevelser gennem livet fyldt på. Kun ved at nå følelseskernen i vores jeg kan man ændre adfærd og mål. Der er både positive og negative træk i andres øjne ved de ni arketyper Perfektionisten, Relationsskaberen, Udretteren, Kreatøren, Iagttageren, Realisten, Idemageren, Retningsgiveren og Mægleren. Alle de unge biløkonom-studerende skulle i grupper diskutere, hvor de hører hjemme.

- Virksomhedskultur skal være såkaldt eksplicit, hvor alle tør sige "Jeg er ikke skør - jeg er bare ikke dig". Væk med jantelovens fokus på hullerne i osten, hvis vi skal fremme telefonbetjening og klagehåndtering fra kunder optimalt. Husk, den største risiko for ikke at leve livet er ikke at turde tage risici, lød en inspirerende melding fra Karin Jessen.

Fremelsk talent

Fodbold-drengen Rasmus Ankersen, der som voksen nu er talentforsker, indså, at han aldrig blev stjerne i FC Midtjylland. Med fire bøger bag sig kunne han fortælle, at vores alles Simon Kjær fra landsholdet på EM-tv i disse dage faktisk var både doven og arrogant - indtil han blev talentspottet. Stjernedrømme handler om at blive spottet og coachet. Og nogen gange lidt om tilfældighed, som da operakometen Peter Lodahl som dreng skulle tisse og tilfældigt blev indlemmet i Herning Kirkes drengekor.

Rasmus Ankersen rejste ud i verden til de steder i blandt andet Etiopien, Korea, Jamaica, Moskva og Kenya, hvor suveræne sportsfolk gang på gang kommer fra. Og her fandt Rasmus Ankersen ud af, at man som talentspejder ofte skal lede efter talent, hvor konkurrenterne aldrig ville lede.

- En vinder kan være en taber, der har evalueret sig selv. En fejl er, at ledere ofte overvurderer certifikater og undervurderer attitude, sagde Rasmus Ankersen. Han kunne i øvrigt tilføje, at Mozarts far var musiker og Tiger Woods far golfspiller, ligesom Caroline Wozniackis far jo er tennisspiller og træner - så talent kan fremelskes og behøver ikke kun at være medfødt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078