23948sdkhjf

Våde franske benzin-drømme

Ny brændstoføkonomisk EB benzinmotor fra Peugeot er udstyret med en såkaldt "våd" tandrem. Den nye 3-cylindrede benzinmotor lanceres herhjemme først i model 208 med 1.2 VTi.
Peugeot, der traditionelt har stået stærkt inden for dieselbilerne, øger nu sin indsats inden for benzinmotorer.

PSA Gruppen har en klar strategi for fortsat at reducere sin CO2-emission og udvikle både sine diesel- og benzinmotorer. Et af de meget vigtige elementer i denne strategi er downsizing, hvilket den helt nye familie af 3-cylindrede benzinmotorer er et eksempel på.

Peugeot 208 er den første model, som tilbydes med den nye 3-cylindrede EB benzinmotor, som er resultatet af tre års intensivt arbejde. Motoren omfatter hele 52 godkendte patenter, hvoraf de 17 er i topstykket. Målet ved projektets start: Reduceret CO2-emission med 25 procent i forhold til den velkendte 4-cylindrede TU motor, højt moment ved lavt omdrejningstal og en vægtreduktion på 25 kilogram. Og resultatet er ikke til at tage fejl af, meddeler Peugeot: Den nye 1,2 liters 3-cylindrede motor yder i 208"eren 82 hk, kører op til 22,2 km/l og har et CO2-udslip på 104 g/km, hvilket placerer den blandt de absolut mest brændstoføkonomiske benzinmodeller i sin klasse.

Mens 1,2 VTi er på 82 hk, er 1,0 VTi på 68 hk.

Bader i dampe

Den nye EB motor, der erstatter TU motoren, som blev præsenteret første gang i 1986, er udstyret med en såkaldt "våd" tandrem. Tandremmen er placeret i hus i topstykket/motorblokken, hvor den "bader" i oliedampe, når motoren er i drift og er designet til disse forhold.

Den drives på samme måde som en almindelig tandrem, og strammes af en strammerulle og et medløberhjul. Fordelene er et lavere forbrug på grund af mindre friktion samt mindre støj.

Støbemetoden, som er anvendt til topstykket (lost foam procedure), gør det muligt at integrere vægt- og pladsbesparende funktioner. Topstykket indeholder således udstødningsmanifold, termostathus, mellemste højre ophæng samt løftebeslag.

Motorblokken har fortsat cylinderboringer og cylinderskørter, og den indeholder foringer med kølergitter.

Der anvendes en ny form for styring af kølersystemet på EB motorerne, kaldet termostyring. Det fungerer ved, at udstødningsmanifoldens kølesystem integreret i topstykket indvinder en del af den afgivne varme fra udstødningen og dermed reducerer motorens opvarmningstid. Takket være en dobbelt termostat integreret i termostathuset, giver "split-cooling" princippet mulighed for at afbryde i vandgennemstrømningen i topstykket og motorblokken, når det er koldt. Olien opvarmes hurtigere, hvilket reducerer friktion og dermed også brændstofforbruget.

Her er fordelene en hurtigere opvarmingsfase for motoren, ligesom motoren kører ved høj temperatur ved dellast og ved lavere temperatur ved fuldlast.

Balanceaksel

En 3-cylindret motor har et drejningsmoment, der skaber vibrationer i karosseriet. Derfor er motoren udstyret med en balanceaksel. Den anvendes til at skabe et moment, der er modsatrettet af det moment, der skabes af motorens bevægelige dele (krumtap, plejlstænger og stempler). De to modsatrettede momenter resulterer i en motor, der ikke vibrerer, når de bevægelige dele er i bevægelse. Med balanceakslen kan man altså afbalancere motorens dele i bevægelse samt krumtapakslens forsætning, oplyser Peugeot.

Den nye Peugeot-motor er meget lig Fords Eco Boost motor, som dog er en turbo.

Fint 208 salg

I øvrigt har Peugeot 208 klaret sig fint siden lanceringen i maj i år, oplyste PR-chef Hanne Langsig Sørensen.

- Der er globalt solgt 120.000 biler. Det er over forventning og giver en 1. plads i Europa blandt små dieselbiler. I Danmark har vi solgt 1600, og det er vi rigtigt tilfredse med, frem til vi nu lancerer denne nye benzinmotor, sagde hun.

Den nye EB motor kommer siden i 308.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453