LAKexperten Vejle en realitet
JM Autolakering med Tom Bjørnholdt i spidsen er i juni indtrådt som aktionær i LAKexperten, som dermed for fjerde gang på seks måneder udvider antallet af aktionærer.
- At vi igennem foråret har kunnet byde fire nye aktionærer velkommen, glæder mig meget. I kæden er vi nu nået dertil, at værdien for den enkelte kædeejer er både synlig og kontant. Kædens aktionærer har brugt rigtig mange år på at bygge det solide fundament, som kæden står på i dag. Og netop den tid og energi der er brugt, er det der gør, at vi er et attraktivt fællesskab for nye aktionærer.
På værkstedet i Vejle glæder man sig også over at være blevet en del af LAKexperten.
- Det har været en stor beslutning, men jeg er sikker på, at det er den rigtige. Sammen med LAKexperten kolleger over hele landet har vi et bedre afsæt til en frugtbar fremtid, end hvis vi forsatte alene, udtaler indehaver Tom Bjørnholdt ifølge en pressemeddelelse.
Sønnen Tonny Bjørnholdt er også engageret på værkstedet, og de to deler til dagligt ansvaret for driften.
Samarbejde og engagement
De to autolakerere i Vejle har store forventninger til kædesamarbejdet, hvor tidligere konkurrenter nu er kolleger. I forbindelse med beslutningen om at blive en del af kæden har de begge mødt flere aktionærer. De har været med ved et enkelt erfa-møde, hvor de for alvor fandt ud af, hvor godt der snakkes på kryds og tværs i kæden. Tom Bjørnholdt fortæller:
- Netop det med erfaringsudveksling på kryds og tværs er en stor styrke og noget der har stor betydning. Alle kommer med engagement og passion for at gøre det bedre - både på eget værksted, men man bidrager også med ideer og indspark til hverdagen hos kollegerne.
På værkstedet i Vejle er tingene som de plejer og dog alligevel ikke helt. En mindre ombygning af kabiner er i gang, og der arbejdes på at få synliggjort tilhørsforholdet til LAKexperten.
- Det bliver godt med den nye kabine, som fremover vil være med til at øge vores produktivitet og dermed fleksibilitet. Vores biler og facaden får også et løft med LAKexperten logoer. Vi beholder dog vores velkendte JM Autolakering logo ved siden af, fortæller Tom Bjørnholdt.
For kunderne vil meget være det samme, men der vil blive bygget lidt ovenpå den velkendte profil.
Indtager Jyllandsringen
Næste gang Tom og Tonni Bjørnholdt skal være sammen med deres mange nye kolleger er søndag den 26. august, hvor LAKexperten gentager sidste års succes med et stort fælles arrangement på Jyllandsringen for alle kædens ejere, medarbejdere og leverandører. Temaet for dagen er "hygge og samvær", og ligesom sidste år er der lagt op til en dag med benzin, dæk og måske en enkelt fadøl sammen med gode kolleger fra hele landet.
Foruden arrangementet på Jyllandsringen har kæden også en række netværksmøder og kurser. Begge dele afholdes for både indehavere og medarbejdere og er med til at sikre ensartethed og forståelse for kædens mål og koncepter. Her udover har LAKexperten indkøbsaftaler med branchens væsentligste leverandører.
De sidste nye aktionærer er foruden JM Autolakering i Vejle Crashpoint i Århus, Dansk Special Lakering ved Rønde og PE Bisgaard Autolakering i Dronninglund.
Selv om der i 2012 allerede er kommet fire nye aktionærer i kæden, forsætter arbejdet med at få flere aktionærer.
- Der er bestemt plads til flere engagerede aktionærer, men for os er antallet ikke vigtigt, det er kvaliteten og holdningerne hos de, som ønsker at blive en del af kæden. På seneste generalforsamling løftede vi underliggeren en del i forhold til de krav, der stilles til nye aktionærer. At vi har kunnet gøre det, er kun fordi vores kædeejere ønsker at stå med så stærke kolleger som muligt, fastslår Bo K. Søndergaard.