23948sdkhjf

Vil gentage godt besøgt automesse

Au2parts og udstillerne er tilfredse med den afviklede messe i Forum Horsens og bebuder en gentagelse i 2013.
Der var tæt pakket i Forum Horsens og god stemning, da den nye fagmesse au2messen fandt sted 24.-25. oktober. Kædechef Niels K. Skak fortæller, at såvel arrangøren og de 70 udstillende leverandører er tilfredse med resultatet.

- Jeg tror bestemt, at au2messen kommer igen, formentlig i Østdanmark næste gang, og det vil sige i efteråret 2013. Men først skal sagen behandles i au2parts’ kontaktudvalg. Det er jo ikke gratis at holde en sådan messe.

- Vi føler det, som om vi har vundet en fodboldkamp. Men der skal altid justeres - selv om man har vundet, siger Niels K. Skak.

Han fortæller, at opbakningen har været fin, og at der selvfølgelig er kommet en del ordrer ind, som au2parts lige nu er ved at få overblik over. Niels K. Skak ønsker ikke at sætte tal på antallet af besøgende mekanikere og fagfolk, der blev kørt ind i busser fra hele landet og blev bespist med velsmagende burgere, øl, vand, kaffe og kage.

- Det afgørende er jo, at messen tiltrækker beslutningstagere og reelt interesserede, der vil investere i nyt til værkstedet, bemærker Niels K. Skak.

De udstillere, Motor-magasinet talte med under messen, gav alle udtryk for, at der var stor interesse for produkter og services samt et fint salg og udbytte af messen.

Vicepræsident i olie

Der var internationalt tilsnit over udstillingen på Eurodeals stand, idet olieselskabet Valvolines vicepræsident for Europa, amerikaneren Blair H. Boggs, besøgte messen. Han kunne fortælle, at Valvoline har fordoblet sin omsætning på fem år og ser store muligheder i Europa. Især indenfor genraffineret olie, som Valvoline forventer sig meget af.

- Selv om Valvoline startede helt tilbage i 1866, er vi ikke et stort olieselskab og må spille anderledes. Vi har nu lanceret olie-genbrugsproduktet Nextgen, hvor vi, i samarbejde med værkstederne, vil gøre en miljømæssig forskel i forhold til klodens naturressourcer, sagde Blair H. Boggs til Motor-magasinet.

Det er additiverne i motorolie, der bliver slidt – ikke baseolien. Derfor kan Valvoline, i kraft af ny teknologi, rense og genraffinere brugt motorolie og skabe produktet Nextgen 50, der består af 50 procent genbrugsolie, som tilmed overgår krav til oliestandarderne.

- Vi deltager i motorløbet Nascar med Nextgen, hvilket viser, at det er et topprodukt. Og så er vi i færd med at overføre vores vigtige produkttræning fra USA til Europa, så vores ansatte kan rådgive også danske værksteder om fordelene ved at bruge genbrugsolie med bedste service til en fair pris, sagde Blair H. Boggs.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07