23948sdkhjf

Vigtigt skridt mod europæisk roaming for elbiler

Elbilisten skal på tværs af landegrænser nemt få adgang til informationer om, hvor der befinder sig ladestandere i nærheden – eksempelvis i bilen eller på en mobil app.
Vi kender det fra mobiltelefonerne. At man kan "roame" imellem forskellige infrastrukturudbydere, når man rejser ind i et nyt land og på den måde fortsat bruge sin telefon på ferien eller arbejdsrejsen. Roaming var ikke noget man kunne tage for givet i mobiltelefoniens unge dage – men på elbilområdet har en række store virksomheder nu taget vigtige skridt mod en europæisk løsning, så de kommende års europæiske elbilister kan finde og anvende ladestandere overalt i Europa.

Initiativet er taget i forsknings- og demonstrationsprojektet Green eMotion, som støttes af EU. Overordnet er det en platform for dataudveksling, som nu er på plads. Der er tale om en åben standard, som alle interesserede får mulighed for at udvikle produkter til. Det betyder at elbilisten på tværs af landegrænser nemt kan få adgang til informationer om, hvor der befinder sig ladestandere i nærheden – eksempelvis i bilen eller på en mobil app. Og i en kommende fase bliver det også muligt at reservere ladestanderne til opladning og få yderligere oplysninger – for eksempel om andele af vedvarende energi i den strøm, som ladestanderen leverer.

Elbilforskning for millioner

Den fælles platform åbner også for et fremtidigt marked for "apps" til elbiler – akkurat som vi kender det fra smartphones i dag. Markedsplatformen er fundamentet for yderligere tests, som er henlagt til forskellige europæiske demonstrationsbyer – herunder Barcelona, Berlin, Rom og selvfølgelig København, hvor Better Place ud over nogle af disse funktioner også vil demonstrere batteriskifteteknologien.

- Det er vigtige skridt vi tager netop nu. Forhåbentlig vil de betyde, at Europa står stærkt rustet til elbilerne, når de i de kommende år for alvor rammer de europæiske veje. Roaming mellem elbiler og deres forskellige operatører er en forudsætning for bevægeligheden i et Europa med mange elbiler på vejene. Derfor er det et afgørende stykke samarbejde der foregår lige nu, forklarer Mikkel Westenholz, forretningsudviklingschef i Better Place Danmark.

Green eMotion er et storstilet europæisk forsknings- og demonstrationsprojekt inden for EU's Green Car Initiative. Det samler 43 partnere fra industrien, energisektoren, bilproducenter, universiteter og forskningsinstitutioner. Målet er at udvikle og demonstrere skalerbare tekniske løsninger til en bæredygtig forretningsplatform for elbiler. Det fireårige projekt startede i 2011 og har et samlet budget på mere end 300 millioner kroner, hvoraf Europa-Kommissionen finansierer mere end halvdelen. Virksomhederne i Green eMotion-projektet tæller foruden Better Place blandt andet IBM, SAP og Siemens og fra bilindustrien blandt andet Daimler, BMW og Renault.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078