Skat: Knas men en god åbningsdag for DMR
Applus Bilsyn og FTZ måtte i går onsdag opgive at få deres nye setup til at køre på grund af it-problemer hos Skat på førstedagen for det nye digitale motorregister.
Kristian Vengsgaard, projektdirektør hos Skat, fortalte onsdag eftermiddag til Motor-magasinet, at der i løbet af dagen havde været knas med at få digitale lister og fysiske nummerplader til at spille sammen, ligesom et antal nummerplader var i restordre fra leverandøren Ketner. Det gik især ud over Applus Bilsyn og dermed også grossisten og "budbringeren" FTZ, der skulle køre plader ud til ventende værksteder, og som måtte udskyde sit setup.
- Hvad angår Applus og FTZ er det frygtelig ærgerligt, da det er to store og vigtige aktører. Vi arbejder intensivt på sagen og burde være klar i morgen tidlig (i dag torsdag morgen, red.). Men vi gik samlet set pænt i luften med vores store implementering og havde en god dag. Desværre måtte en del kunder stå i kø på skattekontorerne for at hente for eksempel erstatningsplader for stjålne plader, fordi vi havde lukket tre dage op til lanceringen for at få det sidste i systemet sat op. Men heldigvis fik en masse kunder en god betjening, siger Kristian Vengsgaard.
Han tilføjer, at rigtig mange nummerplader blev udleveret fra landets synshaller på førstedagen. Skat havde selv medarbejdere ude at kontrollere som almindelige brugere, og de fik både afmeldt biler i synshaller og overværede, at kunder fik indregistreret biler.
Om formiddagen opstod et problem med forbindelsen til Topdanmark. Det mener Applus skyldtes systemteknik hos forsikringsselskabet, idet adskillige andre selskaber meldte positivt ind til Skat, herunder, brancheforeningen Forsikring & Pension.
Motor-magasinet var onsdag formiddag i kontakt med bilforhandlere, der endnu ikke havde fået nummerplader tilsendt som nye nummerpladeoperatører. Men Skat bedyrer, at Ketner sendte plader ud mandag, og at alle operatører skulle have fået deres bestilte nummerplader med anden omgang post i går onsdag.
Måtte afvise kunder
Fra Applus Bilsyn siger adm. direktør Per V. Rasmussen, at onsdag var en travl dag med den ekstra udfordring det var ikke at kunne udlevere plader som lovet. Travlheden skyldes også mange syn efter både weekend og Grundlovsdag i alt fem dages efterslæb, så kunderne væltede ind.
- Vi måtte desværre afvise nummerpladekunder, selv om vi føler, vi selv har været langt fremme i skoene med forberedelse og uddannelse af medarbejdere samt oprettet nynummerplade.dk til bestilling af plader.
- Et nyt it-system kan selvfølgelig drille, og vi havde måske forventet problemer med detaljer om for eksempel specialplader, men ikke at vi ikke kunne udlevere nummerplader. Dog kunne vi lave afmeldinger. Det var en udfordring og irriterende for vores medarbejdere at skulle forklare kunderne Skats problem på en pæn måde. Men ellers har vi været i god dialog med Skat om også træning af vores medarbejdere via Skats specielle hjemmeside. Nu krydser vi fingre for i morgen torsdag, siger Per V. Rasmussen. Han skyder ved samme lejlighed på den politiske afgørelse om, at synshallerne har svært ved at se på kunderne, om de er professionelle autofolk, der skal betale gebyr eller ej.
Kørte selv til Skat
Hos FTZ tager man førstedagen med godt humør, trods de svigtede leverancer og kundekørsler.
- Vi havde jo lovet værkstederne vores nye service, så vi måtte selv hente nummerplader hos Skat, der havde lange køer, til vores værkstedskunder. Heldigvis var mange lokale skattekontorer velvillige og lod os lægge papirer til afhentning af plader senere, selv om vi ikke længere er VIP-kunder efter vores nye aftale med Skat og Applus.
- Vi ville være blevet overrasket, hvis et helt nyt system kørte fejlfrit på førstedagen selv om det har været længe undervejs og burde virke. Ingen har været oppe at slås, men de må meget gerne få løst problemerne hurtigt, for vi er helt klar i vores setup over hele landet til at betjene autobranchen, smiler salgskoordinator Jesper Bodin gennem telefonen.