17-årige Helena blev automontør med et 12-tal
Den 17-årige Helena Sørensen fra Albæk kunne forleden skrive automontør med et 12-tal til eksamen på sit visitkort.
Både driftslederen og en af mine kollegaer fra værkstedet var mødt op til eksamen, og da censor og min lærer begge gav mig 12, var jeg lige ved at give mig til at græde. Så glad blev jeg, siger den 17-årige kvinde, der står i lære på Materielgården hos Randers Kommune. Her regner Helena også med at fortsætte som mekanikerlærling til oktober.
Jeg er den eneste pige på værkstedet, så det har vi jo lidt sjov med.
Syg efter operation
Helenas uddannelsesforløb har imidlertid ikke været rosenrødt hele vejen igennem. I oktober måned sidste år blev hun opereret for brok. Et forholdsvis ukompliceret indgreb, hvor man normalt er tilbage på arbejde efter tre dage.
Jeg kunne bare ikke komme ud af sengen, og det viste sig, at der var nogle komplikationer, som betød, at jeg skulle være sygemeldt i fem uger. Det var hårdt, men jeg kom jo tilbage og fuldførte min uddannelse, fortæller Helena.
Nu skal Helena på en velfortjent sommerferie, hvorefter der skal ske en anden stor ting i den unge kvindes liv.
Til august flytter jeg hjemmefra og sammen med min kæreste i hans nye lejlighed i Kristrup. Han siger, at han ikke kan undvære mig, slutter Helena Sørensen med et stort smil.