23948sdkhjf

Lille og vågen folkevogn

VW UP er blevet rost af anmelderne og har opnået et flot salg fra begyndelsen med skarpe priser og gode køreegenskaber.
Det er blevet in at køre økonomisk i mindre biler, der tegner sig for halvdelen af nybilsalget efterhånden. VW Up blev introduceret i marts her i landet og er allerede blev den næstmest solgte personbil i år med mere end 4300 enheder – vel nok til at kunne kalde den en ny tids folkevogn.

Den lille VW Up tegner dermed til at blive en guldklump for VW herhjemme med priser fra 89.991 kroner og et modelprogram, der slår alle andre minibiler. Men den er lille. Man sidder nærmest med hinanden under armen foran. Imidlertid er den charmerende kvik med sin trecylindrede 1,0 liters motor, der yder 60 eller 75 hk.

Billigt automatgear

Den kraftigste version vil være at foretrække. Den er godt for 171 km/t på toppen med 0-100 på godt 13 sekunder. Det brændstofbesparende Stop & Go system virker perfekt, ligesom også den fem trins manuelle gearkasse løber let.

Up er nu også kommet med fem døre og med klassens billigste automatgear til kun 114.989 kroner som tre dørs. Det er en bil for de lidt ældre, der søger en bil med automatgear. Den type biler plejer traditionelt at være noget dyrere. Femdørs versionen er at foretrække frem for tredørs versionen, for det er lidt problematisk med kun to lidt længere fordøre hvad angår adgangen til bagsædet.

Imponerende undervogn

Den lille bil kører som - en lille bil. Men dog alligevel med en undervogn, som imponerer.

Testbilen var udstyret med fartpilot, justerbart rat op og ned, AC, el-sæder foran og el-spejle med mere. Den nye version med automatgear loves 22,2 km/l i gennemsnit. Vi kom ud med 18,2 km/l i gennemsnit i testperioden, og det kan sikkert komme højere op med flere længere ture, som vi ikke havde så mange af.

Diesel på vej?

Motoren trækker rent og ubesværet fra kun 40 km/t i femte gear. Især pendlere vil nok efterlyse en version med en lille dieselmotor, som sikkert kommer, men vi ved ikke hvornår.

Søstermodellerne fra Seat og Skoda er billigere, men en VW holder helt sikkert prisen bedre i det lange løb. Og, som jeg sagde til flere i testperioden og bagefter: Prøv den - og bliv imponeret, som jeg blev, når man har prisen in mente.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07