Nøgleordet for syn er kvalitet og uddannelse
SKAD følger her op på den debat, der har været i Motor-magasinet om synsreglerne, dels i form af indlæg fra Autig i Motor-magasinet nr. 25, den 6. august, og fra Applus Bilsyn i nr. 26, den 13. august, samt på motormagasinet.dk den 31. juli.
Syn af køretøjer er en tillidssag. At slippe et køretøj igennem, for at tilgodese en god kunde, og dermed at måtte tage risikoen for, at køretøjet ikke er i orden, er en sag, som ingen synsmand kan lade sidde på sig. På trods af dette faktum hører man mange fortællinger om, at det alligevel sker.
SKAD har i et par år arbejdet med synsområdet, specielt fordi der er opstået flere situationer, hvor der blev synet køretøjer på et forkert grundlag med store økonomiske konsekvenser for værksteder og køretøjsejere. Nøgleordet er uddannelse og kvalitet. Vi i SKAD lægger for eksempel mærke til, at flere og flere af de nye 4-akslede trailere vælter og trækstænger knækker, efter de nye højere tonnager blev indført i Danmark. En vognmand, der har betalt en høj pris for en god påhængsvogn, kan sikkert ikke leve med, at disse typer køretøjer ikke lever op til trafiksikkerhed og korrekt konstruktion.
Også på motorcykelområdet har der været mange forkerte syn, hvilket dog i den sidste tid er næsten blevet bragt til ophør, og vi mener, at dette udelukkende sker på grund af selvransagelse i branchen.
Høring i EU
Disse områder er også kommet i EUs søgelys, og i den for nylig udsendte høring omkring periodisk syn, kan man i dokument "COM_2012_380_DA_ACTE_f.pdf" læse på side 11:
13: Inspektører bør, når de foretager teknisk kontrol, handle uafhængigt, og enhver interessekonflikt bør undgås. Resultatet af den tekniske kontrol bør således ikke have indflydelse på aflønning eller andre økonomiske eller personlige fordele.
14: Resultaterne af en kontrol bør ikke ændres af forretningsmæssige hensyn. Det tilsynsførende organ bør alene kunne ændre resultaterne af en teknisk kontrol, hvis resultatet af en teknisk kontrol, der er foretaget af en inspektør, er åbenbart ukorrekt.
15: Høje standarder for teknisk kontrol forudsætter, at synsmedarbejderne besidder færdigheder og kompetencer på højt niveau. Der bør indføres et uddannelsessystem med en grunduddannelse og periodiske genopfriskningskurser. Der bør fastsættes en overgangsperiode for at sikre, at nuværende synsmedarbejdere problemfrit integreres i forløbet af periodiske genopfriskningskurser.
16: Med henblik på at sikre, at kontrollens høje kvalitet fastholdes på længere sigt, bør medlemsstaterne pålægges at oprette et kvalitetssikringssystem, der omfatter godkendelse, tilsyn, tilbagekaldelse, suspension eller ophævelse af tilladelsen til at foretage teknisk kontrol.
Specielt punkt nr. 19 i dokumentet er af stor vigtighed, da dette vedrører typisk opbyggede køretøjer i den tunge klasse.
Citat: Den tekniske kontrol bør omfatte alle de punkter, der er relevante i forhold til køretøjets specifikke design, konstruktion og udstyr. Inden for disse punkter og i betragtning af køretøjsteknologiens nuværende stade bør moderne elektroniske systemer føjes til listen over punkter, der skal kontrolleres. Med henblik på at opnå en ensartet teknisk kontrol bør der fastsættes prøvningsmetoder for de enkelte kontrolpunkter.
Forslag om synskategori 5
SKAD har tidligere overfor transportminister Henrik Dam Christensen og Trafikstyrelsen forslået at indføre en synskategori 5, der tager sig af teknisk komplekse køretøjer. Denne synskategori bør udelukkende varetages af højt uddannede specialister, der har indsigt i disse ofte teknisk tunge køretøjer. Det handler jo i sidste ende om trafiksikkerhed og køretøjsejernes liv og lemmer. SKAD er sikker på, at blandt andet Syns ERFA-gruppen kan bidrage til at sikre den fornødne kvalitet og krav om uddannelse, så synsmarkedet ikke virker som en slagplads, hvor prisen på et syn er den eneste parameter, men hvor kvalitet og tillid regerer.