23948sdkhjf

Når 2 + 2 = kvalitet og sund fornuft

LAKspecialisten A/S blev i 2011 certificeret efter FAI’s KS 2000/ISO 9001 som den første i autolakeringsbranchen. Hvordan er det så gået dem et år efter certificeringen?
Som medlem af FAI er det muligt at lade sig certificere efter kvalitetsstyringssystemet KS 2000’s tre systemniveauer: KS 2000, KS 2000+ og endelig KS 2000/ISO 9001 som det højeste niveau. Med dets kravområder er KS 2000 en vigtig medaktør, når det drejer sig om at holde sig kvalitetsmæssigt på tæerne ude i virksomhederne. Det kan LAKspecialistens to ejere, Lasse Jæger Jensen og Jens Düring, sige ’ja’ til.

- Vi har været KS 2000-certificeret et godt stykke tid, og da det blev muligt at opnå ISO 9001-niveauet, var vi parate til at gå efter det, siger Lasse Jæger Jensen og fortsætter:

- Kravområderne i en ordinær KS 2000-certificering, skræmte os ikke i sin tid. Mange af kravene efterlevede vi i forvejen uden dog at være helt bevidste om, at vi havde fat i noget rigtigt. Det her med at være bevidst om, hvad man gør, vil jeg fremhæve som en vigtig ting — hvis man som leder ikke konstant ved, hvad man har gang i, og hvor man er på vej hen, kan fokus hurtigt fjerne sig fra, at vi jo skal overleve i dette pressede marked. Det dur ikke at fortabe sig i ting ude på værkstedet som det eneste. Det er her, at certificeringen har fungeret som et bevidsthedsskabende ledelsesværktøj, en ledesnor.

Fra kontrol til ledelse

Det er MANconsult Danmark A/S, der deltager i den proces, det er at vejlede og vurdere, om interesserede FAI-medlemmer opfylder kravene til en certificering. Seniorkonsulent fra MANconsult, Christian Hvingel, er den konsulent, der har fulgt LAKspecialistens vej mod det højeste certificeringsniveau.

Ifølge Christian Hvingel er vejen til en KS2000/ISO 9001-certificering ikke vanskelig, så længe man er mentalt parat til at flytte sig fra kontrolstadiet til ledelsesstadiet.

- Som leder gælder det om at sætte sine visioner og strategi i styring, siger Christian Hvingel.

- I LAKspecialistens tilfælde vil jeg især pege på deres måltalsstyring, hvilket er forbilledligt. Bogholderiet udarbejder statistikker for alt fra forbrug og omsætning over reklamationer til sygefravær og miljøtal. Disse tal gennemgås på ledermøderne og bruges fremadrettet for at blive bedre.

- Det er samtidig vigtigt, at man skaber sit eget system – de visioner og strategier man lægger for dagen, skal svare til den virkelighed, man er i. Sagt på en anden måde er det ikke størrelsen på virksomheden, der afgør, hvorvidt man kan certificeres. Der er ingen facitliste, når det kommer til kvalitet, men der en række mindstekrav, der skal efterleves. Vejen dertil kan være meget forskellig, slår Christian Hvingel fast.

Et år med ISO

Et år er passeret, siden Lasse Jæger Jensen og Jens Düring kunne hænge de indrammede certifikater op på væggen. Der har ikke været tid til at tage en slapper af den grund. Godt nok gælder det om at ’work smarter, not harder, efter Lasse Jægers udsagn, men den smarte måde at arbejde på er netop en ustoppelig, fremadrettet proces.

- Vi måler stadig i de forskellige arbejdsprocesser og finder ud af, hvad vi kan gøre for at forbedre dem. Vi samarbejder med vores leverandører, når det kommer til at måle i processerne: hvor lang er slibetiden, hvor effektive er produkterne og lignende emner ser vi på. Vi har også for længst måtte sande, at prisen på produkterne er knapt så vigtig frem for effektiviteten i produktet, siger Lasse Jæger Jensen.

Procesdoktoren

- Et andet meget vigtigt værktøj det forgangne år har været implementeringen af ProcessManager, tilføjer Jens Düring.

ProcessManager er et administrationsredskab, der er udviklet af PPG Scandinavia. Det er et it-system, der systematiserer, optimerer og kontrollerer alle processer i det daglige arbejde.

- Systemet har været med til at optimere vores drift mærkbart. Kommunikationen og servicering af kunderne er for eksempel blevet mere overskuelig i kraft af online booking-delen. De vigtige informationer findes nu direkte i systemet og dermed på skærmen. Det giver medarbejderne mulighed for at planlægge arbejdet, og det gør det lettere for vores chauffører at løse de logistiske udfordringer, siger Jens Düring.

- Med administrationssystemet er der kommet en større gennemsigtighed, der gør, at det er tydeligt at se, hvor der skal tages fat for at blive bedre, tilføjer Lasse Jæger.

Med egne øjne

Denne sommer er det blevet tid for en såkaldt intern audit i LAKspecialisten. Som KS2000/ISO 9001-certificeret skal man selv foretage en undersøgelse af driften, når det første år efter certificeringen er passeret.

- Det er tilfredsstillende at se, hvor mange optimeringer, der rent faktisk kan gennemføres i løbet af et år. Her har MANconsult fungeret som en god sparringspartner - op mod certificeringen fik vi gode forslag til forbedringer, og de forslag, der har passet ind i vores hverdag, har vi taget til os. Nu hvor vi netop har færdiggjort den interne audit, har vi fået et godt overblik over, hvor vi har rykket os. Nye målsætninger er også sat i styring.

Jeg tror, at det altid er sundt at se sig selv lidt ovenfra og ned. Det har vi gjort længe, for eksempel ved at se nøgternt på de nøgne, statistiske tal. Det vil vi blive ved med - og handle derefter, siger Lasse Jæger Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094