23948sdkhjf

Viger tilbage for dyr privatleasing

Peugeot Danmark har afgivet tronen som bedst sælgende bilmærke i Danmark til Ford.
Bilsalget, som formentlig ender lige under 150.000 nye personbiler i 2010, betyder, at den tidligere mangeårige nummer et, Peugeot, ender som Danmarks næststørste bilmærke, solidt distanceret af højdespringeren Ford.

- 2010 har været tilfredsstillende for Peugeot. Vi kan ikke slå Ford, men koncentrerer os om andenpladsen, sagde informationschef Janne Bock, da Peugeot Danmark den 6. januar i Glostrup holdt nytårskur for landets motorjournalister, dels for at gøre status for 2010 og dels for at kikke fremad mod nyhederne i 2011.

Hun oplyste, at Peugeot tror på et salg af personvogne i år på niveau med 2010.

Andenpladsen gælder også, når man slår person- og varebiler sammen, igen en del efter Ford.

Mens totalsalget til privatsegmentet i Danmark steg med 19 procent i 2010, steg salget til firmasegmentet med hele 46 procent.

Peugeot var i 2010 klart størst inden for køb af biler af private med tæt ved 8000 biler, foran Toyota, Chevrolet og Suzuki, mens Ford blev en endnu klarere nummer et inden for køb af biler af firmaer (godt 12.000 biler), foran Citroën og Opel, men med Peugeot på fjerdepladsen.

- Vi er stolte af fjerdepladsen inden for erhvervssalg – vi har fordoblet vores firmabilsalg i 2010, sagde Janne Bock.

På mødet oplyste Peugeots adm. direktør Flemming Bak, at afgivelsen af førstepladsen blandt andet skyldes, at Peugeot ikke har ønsket at satse så aggressivt på privatleasing, som andre mærker har gjort det.

- Markedet for privatleasing er præget af meget store rabatter og aggressive udbydere, og vi vil ikke lige nu slås for en større andel af privatleasing markedet – det er alt for dyrt, sagde Flemming Bak.

Elbilsatsning

Peugeot satser målrettet på elbiler som én af fremtidens mobilitetsløsninger (i byen, bil nr. 2, kommuner, nær-distribution etc).

Den lille, nye Peugeot iOn triller nu ind og sælges til kunder fra marts-april.

- Vi får hele 500 iOn i år til Danmark, fordi vi har været aktive i mange elbil-projekter. Peugeot bliver således den største leverandør af elbiler i Danmark i 2011, fastslog Janne Bock.

- Nu er det ikke længere snak med elbiler, nu er det virkelighed. Vi arbejder på, at det skal give mening i Danmark: Én elbil - én intelligent stikkontakt (gennem styret ladeforløb at køre grøn strøm). Vi skaber pakker, som gør det nemt og overkommeligt for kunderne; ligesom forhandlerne er en del af løsningen. Vi indgår og bidrager aktivt i de betydende elbilsprojekter herhjemme, og vi er allerede i gang med flere projekter i Peugeot Danmarks elbilsstrategi, supplerede miljøchef Jens Andersen.

Peugeot har således i december startet to projekter med henholdsvis DONG (København City) og det færøske energiselskab SEV – begge steder med to Partner Electric. Fem biler af samme model indgår i et projekt med ChoosEV med start her i januar, mens yderligere 40 elbiler indgår i projekter resten af året.

Endnu flere iOn biler indgår i projekter: 41 stykker i et svensk projekt ved koldt klima, 120-150 i et test-en-elbil projekt sammen med ChoosEV samt 84 i syv planlagte projekter resten af året.

I øvrigt fortsætter Grøn Teknologi Tour med DR2 i ti nye byer i foråret 2011.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078