23948sdkhjf

Bilsalget i 2010 det sjettebedste nogensinde

Også december nåede et flot salgstal, så det forgangne år tangerede rekorden. Tendensen vil holde i 2011, mener bilimportørerne.
Med 153.562 solgte personbiler blev 2010 det sjettebedste år nogensinde for personbilsalget i Danmark. Markedet voksede med 36,6 procent sammenlignet med 2009, og der var fremgang i samtlige af årets 12 måneder.

I december blev hele 15.205 nye personbiler indregistreret, svarende til en stigning på 28,8 procent i forhold til december 2009. Også varebilsmarkedet gik frem, og steg på årsplan med 6,5 procent sammenlignet med 2009 svarende til i alt 16.199 nye varebiler i 2010.

Kun i 1985, 1986, 1998, 2006 og 2007 blev der solgt flere personbiler end i 2010. Dermed synes den krise, der i slutningen af 2008 og det meste af 2009 sendte nybilsalget i et kraftigt dyk, endegyldigt afsluttet.

Selv om 2010 blev året, hvor bilmarkedet for alvor kom tilbage, har markedet undergået store forandringer, ikke mindst med en stadigt stigende andel af leasingbiler. Leasingmarkedet voksede i 2010 med 72,9 procent og i alt 49.059 af de nye personbiler var leasede i 2010, svarende til 32 procent af det samlede personbilssalg, mod 25 procent i 2009. I december var 7205 personbiler, svarende til 47 procent af det samlede salg, leasingbiler.

- 2010 har været et rigtigt godt år for bilsalget, og der er grund til at glæde sig over, at vi har lagt krisen så forholdsvist hurtigt bag os. Samtidig kan vi se, at ikke mindst den øgede grad af leasing har været med til at drive markedet frem i 2010. Sammen med stigende brændstofpriser har det været med til at underbygge danskernes appetit på nye biler i 2010. Ser vi på salgslisterne kan vi også se, at ikke mindst de små biler – måske som en eftervirkning af krisen, kombineret med brændstofpriserne - i hidtil uset grad har domineret markedet i 2010, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

DBI forventer, at bilmarkedet også i 2011 vil være på niveau med 2010 og med fortsat fokus på brandstoføkonomi. Bent Mikkelsen tilføjer, at 2011 kommer til at byde på mange nye og spændende bilmodeller, hvor ikke mindst ny teknologi på brændstofområdet vil betyde, at vi fortsat vil se flere biler med en forbedret brændstoføkonomi.

Stærk varebil-slutspurt

Efter næsten konstant tilbagegang siden 2006 steg varebilssalget i 2010. Det blev til 16.199 nye indregistrerede varebiler, svarende til en fremgang på 6,5 procent. Fremgangen dækker over en svag start på året, der i de sidste måneder blev afløst af en kraftig vækst. I december steg salget således med 44,9 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

- Varebilsmarkedet har været igennem nogle rigtigt hårde år, men 2010 ser heldigvis ud til at være starten på bedre tider. Vi har hele tiden forventet, at væksten ville komme tilbage til varebilerne senere end personbilerne, og det passer ganske godt med den udvikling, vi oplever i øjeblikket. Vi satser på, at væksten vil fortsætte ind i 2011, så vi kan komme tilbage mod et mere naturligt niveau for denne biltype, siger Bent Mikkelsen.

Lastbiler fortsat frem.

I modsætning til person- og varebilerne blev 2010 et hårdt år for indregistreringen af nye lastbiler. På trods af en fremgang på 21,2 procent i december faldt antallet af nyregistreringer i 2010 totalt med 15,7 procent sammenlignet med 2009.

- Krisen ramte lastbilsmarkedet kraftigt, og på grund af blandt andet leveringstiderne på lastbiler er der en vis forsinkelse, inden det kan ses i statistikken. Derfor kan vi fortsat se tydelige spor af krisen i 2010. Men selvom markedet fortsat er på et lavt niveau, er vi, blandt andet grundet den positive udvikling i de seneste måneder, forsigtige optimister i forhold til salget af tunge køretøre i 2011, siger Bent Mikkelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084