23948sdkhjf

Talsmand for øget samarbejde

Vi er nødt til at stå sammen i autobranchen, fastslår D.A.F.’s nye direktør Jens Brendstrup i dette interview.
Efter fem måneder i direktørstolen i Danmarks Automobilforhandler Forening (D.A.F.) er 53-årige Jens Brendstrup faldet godt til på 4. sal i Autobranchens Hus på Kirkevej i Taastrup.

- Jeg havde høje forventninger til jobbet, og jeg er blevet positivt overrasket. Blandt andet over bilforhandlernes handlekraft og store engagement. Det kan dog samtidig være en akilleshæl, hvis for meget hjerte går ud over det kommercielle. Imidlertid er det store engagement primært en styrke, mener Jens Brendstrup, som 1. august afløste Preben Kjær efter hans 18 år på posten.

Efter sine få måneder på posten har Jens Brendstrup allerede mærket den politiske modvilje på Christiansborg – for eksempel når det gælder en længe efterlyst omlægning af registreringsafgiften og skævvridningen i forhold til leasing og eksempelvis de strammede reparationsregler, som blev vedtaget lige inden jul trods massive protester fra autobranchen.

- Det er da deprimerende med denne modvilje, og intet tyder på, at de strammede reparationsregler rulles tilbage, men vi arbejder hele tiden på at blive kompenseret i andre sammenhænge, for eksempel inden for kredittider, påpeger Jens Brendstrup.

- Med hensyn til en omlægning af registreringsafgifterne, hvor vi jo foreslår en ordning som i Norge med en fast stykafgift med tillæg af objektive kriterier som bilens vægt, CO2-udledning og antal kilometer per liter, er jeg ikke overrasket over, at det tager lang tid. Det er jo store projekter, som er længe undervejs, og der sker næppe noget på denne side af valget, vurderer Jens Brendstrup og tilføjer:

- Og får vi en ny regering, må vi starte helt forfra.

Øget indtjening

Med et salg på cirka 150.000 personbiler i 2010 blev det forgangne år ganske fint efter et opsparet behov i 2008 og 2009. Til gengæld er der de seneste år sket et gevaldigt ryk henimod de små biler, og ser man på værdien af bilsalget i 2010 er stigningen en del mindre. I år forventer D.A.F. et klart lavere bilsalg i form af 130-140.000 personbiler.

- Det stiller krav til vores medlemmer, som skal arbejde med deres indtjeningsevne. I D.A.F. skal vi have fokus på udbygget rådgivning inden for eksempelvis værkstedsdrift og kundeloyalitet, fordi indtjeningen skal være bedre. Bilforhandlerne er meget omstillingsparate – udfordringen er at gøre det langsigtet, mener Jens Brendstrup, som er stor tilhænger af samarbejde i autobranchen.

- Min indgangsvinkel er, at branchen skal samles, ellers får vi ikke tilstrækkelig gennemslagskraft. Vi er nødt til at så sammen. Vi har da også et glimrende samarbejde med alle. Eksempelvis arbejder vi tæt sammen om vores blad, bilklage.dk og skadesråd – det fungerer fortrinligt. Men vi har også et fint samarbejde med både Bilbranchen og bilimportørerne under Dansk Industri – vi har jo sammenfaldende interesser, fastslår han.

Nye tiltag

D.A.F. tæller i dag 520 medlemmer med 730 udsalgssteder.

- Overraskende nok har krisen i branchen ikke haft større effekt på medlemstallet. Vi har altid en vækst-ambition, men jeg vil hellere have tilfredse medlemmer, der føler de får noget ud af at være med i D.A.F., end mange medlemmer, siger Jens Brendstrup.

Han bebuder, at den direkte rådgivning i D.A.F. kommer til at fylde mere og varsler nye tiltag med eksterne samarbejdspartnere i løbet af foråret.

Nyt er det også, at D.A.F. har nedsat et såkaldt brancheudvalg, bestående af ni yngre medlemmer, som skal være med til at idéudvikle i forhold til både bestyrelsen og sekretariatet.

Sekretariatet hos D.A.F. tæller i dag ni medarbejdere samt syv i det 100 procent ejede Auto-IT.

I øvrigt fylder D.A.F. i år 75 år, hvilket markeres til maj. Tidligere direktør Preben Kjær er i færd med at skrive et jubilæumsskrift til lejligheden.

- Preben er stadig tilknyttet foreningen, og han kommer i huset en gang om ugen. Han er jo en guldgrube af viden, bemærker hans efterfølger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093