Flådestyringsproducenten Comlog-Vehco har skiftet navn til Vehco. Navneændringen er en konsekvens af, at den svenske producent af flådestyringsprodukter, Vehco AB, har ejet Comlog i godt et år. Med navneskiftet følger også nyt logo og ny designlinje.
Udskiftning af navn og logo vil ske løbende, så Comlog-navnet vil i en periode stadig kunne ses forskellige steder.
- Vi har arbejdet intenst på produktsiden i 2010, og vi har nu fået en ny og fælles platform til de to virksomheders oprindelige platforme, forklarer Søren Als Christiansen, der er adm. direktør i Vehco Danmark.
- Kunderne kan nu vælge mellem både bærbare og fastmonterede monitorer til bilerne. En af de nye funktioner er Eco-Drive modulet, som hjælper til betydelige brændstofbesparelser ved at have fokus på chaufførernes kørselsadfærd.
Vehcos hovedsæde ligger i Sverige med selvstændige datterselskaber i Danmark og Tyskland og kunder i flere europæiske lande.