23948sdkhjf

Fordrukken lille blæret italiener

Den nye tocylindrede TwinAir motor i Fiat 500 er en spændende fornyelse, men de lovede benzinværdier er langt fra det opnåelige.
Mange spidsede øren, da nyheden om den nye tocylindrede motor fra Fiat blev offentliggjort. Den er kun på 875 kubikcentimeter, men leverer med turbo 85 hk og har fine præstationer - herunder et bebudet lavt CO2 udslip i kraft af de lovede 24,4 kilometer per liter ved blandet kørsel i kraft af også Stop & Go.

Her var fremtiden, tænkte man. Men Fiat har ikke gjort meget ud af markedsføringen. Måske sælger modellen sig selv ud fra de flotte løfter - eller kan bilen ikke holde, hvad der blev lovet ved lanceringen?

Motoren er 23 procent kortere og 10 procent lettere end den tidligere lille Fiat motor med et brændstofforbrug, der skulle være 30 procent lavere. Vi kom ud med sølle 13,9 kilometer per liter. Det er over 40 procent mindre, end hvad Fiat lover!

Kvik og letkørt

Fiat TwinAir motoren, som den rettelig hedder, er downsizing i yderste potens, og den passer som fod i hose i den populære lille Fiat 500, der jo er en retro-charmetrold uden sidestykke i nyere tid - selv om den lille bil er trang for endog knap så store personer.

Når benzinforbruget er nævnt, har vi næsten kun rosende ord tilovers for den lille maskine ude foran. De 85 hk gør det fortrinligt, med en tophastighed på godt 170km/t og 0-100 på kun 11,0 sekunder. Det er faktisk kun i tomgang ved kold motor, at man hører de to cylindre ude foran. Næsten som en diesel-motor.

Under kørsel er det svært at registrere motorlyd for vindens sus omkring karrosseriet. Motoren løber omkring 3500 0/min ved cirka 130 km/t i femte gear.

Fiat 500 har god kørekomfort, sin størrelse til trods, i kraft af ikke mindst en fin undervogn. Sikkerheden er tip-top med det hele. En herlig bil i byen med en lille vendediameter, der er oplagt som bil nummer to i familien. Den har tilmed et perfekt gearskifte. Sikkerhedsselen var svært at få fat i, som i andre mindre biler.

Alt for dyr

Når vi ikke ser mange Fiat 500 TwinAir på vejene, skyldes det nok prisen, som er fuldstændig håbløs på 183.990 kroner. Samme Fiat 500 med 1,2 liters 69 hk motor og Stop & Go Pop udstyrsversion koster fra 142.990 kroner, og med samme udstyr som i 500 TwinAir modellen 168.009 kroner. Hvad skal få en eventuel Fiat 500 kunde til at vælge TwinAir med så stor prisforskel? De er placeret i samme A-afgiftsklasse.

Andre versioner af Fiat 500 er 1,4 16V, der yder 100 hk, som koster fra 198.900 kroner i afgiftsklasse B, og den fine 1,3 liters MJT diesel 95 hk, også med Stop & Go, der koster 201.690 kroner, også i afgiftsklasse A.

Jeg er, som mange andre, imponeret over Fiat 500, men den nye lille motor er for dyr, og den holder ikke, hvad Fiat lover. Det skal, for god ordens skyld nævnes, at vi kører alle biler efter samme mønster i byen, på landeveje og motorveje. Hvis man kun benytter den nye motorversion i byen, er der ingen tvivl om, at man opnår et bedre benzinresultat, end denne test viser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079