23948sdkhjf

Dansk dækfirma overtager Toyo i Norge

Toyo i Norge Bjørn Ørpen sælger Nordekk A/S til NDI efter 45 år i dækbranchen.
- Nordekk A/S er ikke længere stor nok til at stå alene i det norske marked. Derfor er jeg glad for, at det er en af Skandinaviens største importører af dæk, Nordisk Dæk Import A/S, som overtager Nordekk. Toyo i Norge kommer i sikre hænder hos NDI, siger grundlæggeren af Nordekk A/S i Noresund, Bjørn Ørpen, ifølge en pressemeddelelse fra NDI.

Han solgte per 16. februar Nordekk til NDI. Nordekk bliver en afdeling af Nordisk Dekk Import på lige fod med NDI’s øvrige afdelinger i Norge, og NDI fortsætter med eksklusiv import af Toyo dæk til Norge. Bjørn Ørpen udlejer sine cirka 2500 kvadratmeter store bygninger i Noresund til NDI Norge.

Dækimport siden 1966

Bjørn Ørpen er en af den norske dækbranches "grand old men". Han er handelsuddannet og begyndte som ung mand at importere israelske Alliance dæk til Norge i 1966, og i 1971 blev firmaet "Bjørn Ørpen", som skiftede navn til Nordekk A/S i 1980, importør af de dengang i Norge ret ukendte japanske Toyo dæk.

- Det var tilfældigt, at jeg blev importør af netop Toyo. Der var ikke mange nordmænd, som kendte til Toyo dengang, og den naturlige skepsis til et "nyt" japansk dækmærke var stor. Men jeg var klar over, at Toyo mange steder i verden allerede dengang var et anerkendt dækmærke i høj kvalitet. Blandt mine første kunder til Toyo var flere meget store og anerkendte virksomheder. De kendte Toyo kvaliteten fra udlandet, og da først de store norske virksomheder valgte Toyo, fulgte resten af markedet med, og Toyo blev hurtigt anerkendt som et dæk af høj kvalitet, siger Bjørn Ørpen.

- I dag er Toyo et af de mest anerkendte og ledende dæk på det norske marked for EM-dæk og lastvognsdæk. NDI har en stor kontaktflade, og jeg ser et stort potentiale for NDI i yderligere at udvikle Toyo i Norge. Blandt andet på person- og varevognsdæk, hvor Toyos markedsandel i Norge pt er 2,5 procent, tilføjer han.

NDI er den rette

Nordekk har gennem årene været kendt som en stabil leverandør af Toyo.

- Ét af Nordekks varemærker har været "levering til tiden", og leveringsevnen har generelt set været god. Udviklingen i økonomien i Japan har til tider været en udfordring for Nordekk, og da hovedfabrikken i Osaka blev lagt i grus i forbindelse med et stort jordskælv for cirka 20 år siden, kunne vi ikke levere Toyo det følgende år. Men vi har altid løst problemerne, Toyo sælger godt i Norge, og Nordekk har trods hård konkurrence haft et godt resultat i mange år, udtaler siger Bjørn Ørpen.

- Jeg er glad for at kunne sælge Nordekk til NDI. Jeg har kendt NDI’s grundlægger, Benny Kristensen, i 30 år, og det er helt naturligt for mig at sælge Nordekk til NDI. Dækbranchen i Norge ser netop en stor virksomhed som NDI som den rette til at overtage Toyo i Norge, siger Bjørn Ørpen, som i øvrigt - trods sine 72 år – ikke har tænkt sig at gå på pension. Vel forlader han dækbranchen, men der er rigeligt brug for hans indsats i de fire aktieselskaber inden for ejendomme og finans, han ejer.

Stort potentiale

NDI med hovedkvarter i Danmark er foruden i Danmark og Norge repræsenteret i Sverige, Tyskland og England. Sigmund Knutsen, direktør for NDI Norge, bliver ansvarlig for den fremtidige udvikling, markedsføring og salg af Toyo i Norge, og han ser store muligheder i at have Toyo på programmet:

- Toyo er et stort mærke i både Danmark og Sverige, og vi har i mange år været interesseret i at kunne sælge det japanske kvalitetsmærke. Toyo dækker bredt, og jeg ser et stort potentiale i eksempelvis Toyos vinterdæk til lastvogne, siger Sigmund Knutsen.

NDI Norge har i forvejen afdelinger i Oslo, Kristiansand, Haugesund, Bergen, Ålesund, Trondheim og Tromsø, og den nye afdeling i Noresund cirka 100 km nordvest for Oslo bliver NDI Norges hovedlager for LV- og EM-dæk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078