23948sdkhjf

Optimismen er tilbage i Detroit

Den store biludstilling i Bilernes By var, som tidligere, med masser af spændende nyheder efter et par kriseår, hvor ikke mindst de amerikanske producenter har lynomstillet sig.
De store flotte stande fra tidligere år var også i år reduceret betydeligt på den kolossale biludstilling NAIAS i Detroit, der netop er slut. Der var, som den tidligere Citroën-forhandler Finn Jørgensen på Amager udtrykker det efter en tur over dammen, "mere sand på gulvet".

Men optimismen var ikke til at tage fejl af at dømme ud fra det spirende hjemmemarked efter et par kradse kriseår. Efter en salgsstigning i 2010 på 11 procent forventer analysebureauerne en lignende stigning igen i år i USA, og for de tre lokale producenter GM, Ford og Chrysler spås en fremgang i de næste tre år. For nu tilbyder de åbenbart de biler, kunderne vil købe.

De tre øgede deres markedsandel fra 44,2 til 45,2 procent i 2010, og Ford kom ud af året med et af de bedste regnskaber i selskabets 107-årige historie.

Det er mindre end to år siden, at Præsident Barack Obama reddede GM og Chrysler fra konkurs. En handling han fik smæk for, da det var borgernes penge, han lånte ud, men tonen har ændret sig. Det, han krævede til gengæld, var mindre biler samt mindre CO2-udledning, og det er lykkedes på rekordtid.

Man kan stille det spørgsmål, hvorfor de "dygtige" bilchefer i de to store selskaber ikke selv så skriften på væggen langt tidligere i kraft af importmærkernes stadig stigende markedsandel. For godt 15 år siden havde GM en markedsandel, der var større end den, de tre selskaber har tilsammen i dag.

Chevrolet Volt Årets Bil

Udstillingen i Detroit startede som sædvanligt med kåring af de to Årets Biler i USA og Canada, med en jury for begge lande. Årets personbil blev Chevrolet Volt, der har været til salg nogle uger i USA, og Årets Truck, som vi her i Europa vil kalde for en SUV, blev vundet af Ford Explorer.

Ford viste 10 bilnyheder og enkelte konceptbiler. Producenten vil ansætte 7000 medarbejdere samt 750 ingeniører og designere i USA i løbet af i år.

GM havde også en del spændende nyheder i mindre og mere miljøvenlig størrelse, så som den nye lille Sonic-serie, både som sedan og hatchback, der skal afløse Avevo-serien. Dertil selvfølgelig, når det nu er i USA, også nye store pickups, som bønderne ude på landet ikke kan undvære til de mange arbejdsopgaver.

Chrysler havde en ny og mere rund Jeep Compass på plads samt den lille Fiat 500 og den nye 300C, der efter forlydender skal sælges som Lancia i Europa.

Importmærke-optimisme

Også blandt importmærkerne var stemningen høj, selv om Nissan og Mitsubishi ikke udstillede. Formanden for den tyske bilindustri Matthias Wiismann tror på et salg i år i USA på omkring 12,8-13 millioner nye biler, mod 11,6 millioner i 2010, og den tyske bilindustri vinder konstant markedsandele.

BMW og Mini, samt Audi og Mercedes, viste nyheder. Det samme gjorde de to sydkoreanske mærker Hyundai og Kia, der øger deres markedsandel konstant, som det er tilfældet i Europa.

En enlig kineser

Kinesiske BYD, der debuterede i Detroit for nogle år siden, men som endnu ikke har solgt biler i USA, havde to nyheder med i form af en hybrid- og en elbil. BYD var det eneste mærke fra Kina på udstillingen i år. Sporerne fra tidligere skræmmer. De har måske nok at gøre på det enorme kinesiske hjemmemarked.

Flere af bilnyhederne står også i Geneve til marts, men lad billederne tale for sig selv, hvor vi har udvalgt enkelte af de mange nyheder.

Fremtidens kabineinteriør

Leverandørerne bragte også nyheder til torvs i Detroit. Johnson Controls viste blandt andet fremtidens kabineinteriør, der kommer i produktion om tre til fire år, og tyske ZF en del udviklinger på flere af de nye biler, blandt andet til Audi A6 hybrid, der ligeledes var en premiere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11