Med virkning fra 1. juli 2011 vil Kølerreparatørforeningen for Danmark (KFD) tilslutte sig AUTIG - Autobranchens Handels- & Industriforening i Danmark. Det oplyser KFDs formand, direktør Martin Nørgaard fra Aabenraa Autokøler- & Aircondition Service til Motor-magasinet.
- KFD har gennem længere tid undersøgt mulighederne for at styrke foreningens aktiviteter, og valget er faldet på AUTIG, der driver et professionelt sekretariat med lige netop de aktiviteter, som KFD efterspørger, siger Martin Nørgaard.
Ved foreningens generalforsamling i marts måned i år fik KFDs bestyrelse tilslutning til forhandlinger med AUTIG, og det er disse forhandlinger, som nu har ført frem til en samlet indmeldelse.
Fra AUTIGs side er der stor tilfredshed med beslutningen, og KFDs medlemmer bydes velkommen:
- Kølerreparatørerne er i dag først og fremmest grossister og deler helt naturligt interesser med AUTIGs nuværende grossister og producenter, siger direktør Frank R. Hansen fra AUTIG, der repræsenterer de danske leverandører til autobranchen.
KFDs medlemmer forsyner autoværkstederne med forskellige produkter inden for motorkøling og aircondition. Foreningen fejrede i forbindelse med sin generalforsamling i marts 50 års jubilæum, og KFD, der arbejder ihærdigt for at styrke medlemmernes position over for værkstederne, vil fortsat arrangere egne møder og aktiviteter for kølerspecialister over hele landet. Foreningens formand, Martin Nørgaard, indtræder i AUTIGs bestyrelse ved et møde den 7. november i år.
Ifølge AUTIG er samarbejdet mellem KFD og AUTIG en vigtig milepæl og en god nyhed for den efterhånden lange række af organisationer, der tegner fællesskabet i Autobranchens Hus i Taastrup.