23948sdkhjf

Levetid ikke en del af ny dækmærkning

Michelin i spidsen for at påvirke EU til også at stille krav om dæks levetid for at give den krævede mærkat fra 2012 forbruger-troværdighed.
Forbrugerne i Europa skal fra 1. november 2012 på en mærkat kunne se, hvordan et personbildæk præsterer med hensyn til rullemodstand, vådgreb og støj. Men levetiden mangler på mærkaten, og det kan skabe problemer, forudser Michelins nordiske miljø- og normchef Lennart Lomaeus, Michelin Nordic AB.

- Ved udvikling af dæk skal der tages højde for de tre modsætningsforhold rullemodstand, holdbarhed og vejgreb i vådt føre. At forene disse tre egenskaber i ét og samme dæk er et kompliceret kompromis, og flere dækfabrikanter, som har været gode til den ene egenskab, har ofte tilsidesat en anden. Men da EU endnu ikke lader dækkets levetid indgå som en parameter på dækmærkaten, vil fabrikanter, der ikke ønsker at satse på denne egenskab, have en konkurrencemæssig fordel. Forbrugeren risikerer at købe et dæk, der har godt vådgreb og lav rullemodstand, men som slides meget hurtigt, mener Lennart Lomaeus.

Han oplyser til Motor-magasinet, at Michelin og andre dækproducenter prøver at påvirke EU til at medtage levetiden på mærkaten, selv om måling af levetid er vanskeligt og tidskrævende i form af lange konvojkørsler med hjulskift. Førerens kørestil, underlaget og køreforhold er afgørende for, hvor mange kilometer der er i et dæk. I øjeblikket findes der ingen fælles målemetode som laboratorie-løsning. Dog findes en indeksering i USA.

Levetid efterspurgt

Lennart Lomaeus mener imidlertid, at tiltaget til forbruger-mærkning er et godt europæisk initiativ.

- En optimal balance mellem egenskaberne er det, som kendetegner et godt dæk. Vi ved fra undersøgelser, at forbrugere helst vælger dæk med et højt samlet niveau uden svagheder end dæk, der scorer højt i blot en enkelt eller to parametre og lavt i øvrige egenskaber.

- Med EU-mærkningen går dæk fra bare at være runde og sorte til at være produkter med specifikke egenskaber, hvor det er muligt for forbrugerne at vælge ud fra de oplyste egenskaber. Vi ved, at dækkets levetid er en egenskab, som mange efterspørger, og at dækforhandlerens ord vejer tungt. Fra 2012 behøver forbrugeren ikke blot sætte spørgsmålstegn ved dækforhandlerens kompetence, siger Lennart Lomaeus.

Han understreger, at det i det lange løb er ønskeligt, at EU også medtager dækkets levetid på dækmærkaten - ikke mindst for mærkatens troværdighed i markedet og hos forbrugerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078