23948sdkhjf

FDM: Bilimportører prioriterer komfort frem for sikkerhed

Priskrigen på de mindste biler raser i Danmark. Men det er ikke umiddelbart godt nyt for forbrugerne, for flere af de billige modeller sælges uden vigtigt sikkerhedsudstyr for at holde prisen nede, skriver FDM i februarudgaven af medlemsbladet Motor.

Blandt de problematiske biler er Toyotas Aygo, der med 4400 styk toppede salgslisten herhjemme sidste år. FDM vurderer, at omkring 60 procent af bilerne er solgt uden antiudskridningssystemet ESC, hvis livreddende virkning i kritiske situationer er dokumenteret igen og igen. Også Danmarks billigste bil Hyundai i10 sælges i versioner uden ESC, mens Renault ligeledes forsynder sig ved at sælge ESC-løse udgaver af Twingo. Her er systemet ekstraudstyr.

- ESC er en vital del af moderne bilers sikkerhedsudstyr, og FDM har i flere år direkte frarådet folk at købe biler uden ESC. Derfor er det også helt galt, når ellers seriøse producenter som Toyota sparer systemet væk for at holde prisen nede, siger bilteknisk redaktør på Motor, Søren W. Rasmussen.

Mens ESC er standard på Toyota Aygos søsterbiler Citroën C1 og Peugeot 107, skal det tilkøbes som ekstraudstyr på Aygo. Det samme er tilfældet på Renault Twingo. Både Twingo og Aygo har tilbud på aircondition, men ikke på sikkerhedsudstyr. Hos Toyota Aygo er merprisen for ESC 4700 kroner, mens det koster 4900 kroner til en Twingo. Hos Hyundai 5000 kroner inklusive en kraftigere motor.

- Sikkerhed bør til enhver tid gå forud for komfort. Derfor forstår vi heller ikke importørernes prioritering. Det bør de få rettet hurtigst muligt, så elementært sikkerhedsudstyr som netop ESC bliver standard og ikke noget, der skal tilkøbes i forbindelse med en større udstyrspakke, siger Søren W. Rasmussen.

Risikoen for at blive dræbt eller komme alvorligt til skade i en bil med ESC er omkring 22 procent mindre end i en bil uden. På glatte vinterveje er sikkerhedsgevinsten oppe på mindst 40 procent.

Motors februarnummer udkommer i dag, fredag den 28. januar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.108