23948sdkhjf

Nye danske Hella-tider

Fremgang for det danske importselskab efter store omlægninger i 2010.
Det er i dag noget helt andet at besøge Hella A/S i beskedne kontorfaciliteter på Lundsbjerg Industrivej i Aabenraa i forhold til de gamle 8500 kvadratmeter i Kruså, som blev solgt og forladt for et år siden. Det store lager blev lukket samt logistik, it og økonomi outsourcet til søsterselskabet FTZ i Odense, mens staben blev reduceret fra 57 til kun 12, som i dag står for salg og marketing.

Oveni har Hella fra det nye år fået ny direktør, idet Torben Petersen valgte at sige ja til en udfordring om at stå i spidsen for nyetablerede Hella i Mellemøsten med bopæl i Dubai.

I stedet for har den 50-årige Henrik Jensen, som de sidste syv år har været salgschef for Philips auto-lamper i Danmark, sat sig i den danske Hella-direktørstol. Henrik Jensen er dog på ingen måde ukendt med Hella, idet han før Philips var ansat hele 23 år hos Falkenberg/Hella – fra 1980 til 2003 – i en række forskellige stillinger.

Omlægningen har også betydet, at Hella har skåret sit vareprogram til, så det ud over de mange Hella-produkter omfatter produkter fra Beta, Bechmann, NKT, NGK, Facet, SWF, Philips og Ruspa. Væk er skåret sliddele (støddæmpere og fjedre), kemi samt audio og navigation.

- Det har betydet næsten en halvering af vores omsætning. Til gengæld udgør Hella-produkterne i dag 75 procent af vores omsætning mod tidligere 40 procent. I denne voldsomme omlægning skal der lyde en stor ros til Torben Petersen for hans indsats. Tingene spiller fint i dag efter, at vi har brugt det første år på at finde vores ben at stå på, siger Henrik Jensen og tilføjer:

- Men det går godt. Vi når således vores salgsbudget per 1. juni allerede med udgangen af marts – og det er da rart, når tingene er blevet vendt på hovedet. Desuden følger resultatet med. Sidste år blev det for første gange i mange år til et underskud, men det er vendt til et overskud i år og opfylder således vores ejers forventninger. Vores medarbejdere har udvist stort engagement, ligesom vi nyder godt af, at det går godt i branchen. Samlet betyder det, at vi er klar til at søsætte en række nye tiltag.

Signalværdi

Tiderne er blevet så gode, at Hella A/S per 1. august søger en lærling.

- Det rummer også en signalværdi. For der var flere, som så skeptisk på Hella A/S sidste år. Men i dag mærker vi en større interesse for at arbejde med Hella A/S end for et år siden, konstaterer Henrik Jensen.

En af nyhederne senere i år bliver et katalog over Hellas meget store OE-sortiment af mærkespecifikke dele inklusiv elektronisk bestilling.

Hella har i dag et universal-katalog – uden mulighed for elektronisk bestilling – med omkring 11.000 numre. Samlet vil kataloget fremover rumme 25.000 til 30.000 dele.

Samtidig forsøger Hella at være synlig på det store udbud af messer og roadshows i foråret. Ud over FTZ’s roadshow til maj, AutoMestermessen til maj samt diverse Auto-G-messer gælder det eksempelvis deltagelse på den store Transport 2011 i denne uge i Herning samt senere i maj Vestfyn Trækker.

Nyheder på Transport 2011

På den store Transport 2011 messe vil Hella A/S blandt andet vise en række Danmarkspremierer.

Eksempelvis Hellas unikke LED-trekant reflekslygte 12/24V med integreret bag-, stop- og blinklys, som også fås i komplet sæt med seks meter tilslutningsledning

Fra det stærkt ekspanderende LED-sortiment kan også nævnes Rota LED-advarselslygte med roterende lysfunktion, lang levetid og lavt strømforbrug.

Ny er også den første Luminator-fjernlygte med 100 procent LED-teknologi samt serien af Power Beam LED arbejdslygter til de tunge køretøjer, som ud over 1000 og 2000 nu også består af en Power Beam 3000 med 16 dioder.

Uden for autobranchen

Nyt er det også, at Hella nu ikke kun leverer til autobranchen, landbruget og industrien, men også til elbranchen, idet Hella A/S også har kastet sig over Eco Streetline, som er LED-gadelygter, LED-parklygter samt LED-stander-påbygningslygter. De indtil videre 250 forskellige varenumre leveres via et samarbejde med elgrossisten Unelco.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078