23948sdkhjf

Raser over ny prisstruktur hos Bilbasen

Landets store bilforhandlere overvejer at melde det dominerende bilhandels-site til konkurrencemyndighederne efter fordobling af prisen per bil på nettet. Bilbasen vil forklare og hjælpe bilforhandlerne med at få udbytte af en nyudviklet palet af it-værktøjer.
De store bilforhandlere røg op under loftet i vrede, da en email forleden landede i indboksen om en klækkelig prisforhøjelse hos landets absolut førende bilhandels-site, Bilbasen. Næstformand i Dansk Bilforhandler Union, Jeppe Ruby Laursen, der er medindehaver af den store brugtbilforhandler Lindholm Biler A/S i Viborg og Køge, meddelte kort efter, at han agter at samle branchen i protest mod Bilbasens nye prisstruktur – eller om nødvendigt melde Bilbasen til konkurrencemyndighederne for udnyttelse af sin monopollignende status.

- Nok er nok, og det her er helt vildt uartigt og måske ulovligt. Nu må Bilbasen vurdere, om de vil kæmpe med eller imod os. Bilbasen mister fuldstændig troværdighed overfor os bilforhandlere med dette udspil og misbruger sin dominerende stilling på markedet, siger Jeppe Laursen. Han har, på vegne af DBFU, kontaktet nybilforhandlerne i D.A.F. og Bilbranchen, samt autoreparatørerne i CAD og andre store aktører såsom leasingsselskaber, bilbyer og særligt store forhandlere for at gøre fælles indsigelse.

Jeppe Laursen understreger, at han ikke ønsker at skade Bilbasen og kun vil gå videre til Konkurrencestyrelsen, hvis ledelsen ikke er modtagelig for branchens argumenter. – Det virker grådigt at kalkulere med, hvad jeg mener at kunne se svarer til 1,5 millioner kroner mere i kassen om måneden, siger Jeppe Laursen.

Advaret om prisniveau

Han er især fortørnet over, at prisudspillet kommer uden varsel og få uger efter, at Lindholm Biler har været indbudt til at medvirke i et forhandlerpanel, der havde til formål at forbedre det nu eBay-baserede Bilbasens og it-værktøjet Bilinfos tilbud til autobranchen.

- Her gav vi forhandlere Bilbasen gode råd om mulige forbedringer og understregede, at de var nødt til at forstå, at det daværende beløb på 27 kroner per bilannonce var højt. Nu er det næsten fordoblet til 52 kroner fra samme dag, vi fik mailen, i en ordning, hvor vi betaler månedsvis bagud. Det bevirker en ekstraudgift for vores bilhus på 15.000 kroner månedligt, siger Jeppe Laursen. Lindholm Biler forventer 2200 annoncerede biler i år mod 2000 i 2010.

Fravalg ikke muligt

Forklaringen på prisforhøjelsen er, at Bilbasen og Bilinfo har lanceret en række nye muligheder og it-værktøjer til autobranchen. Herunder et statistikværktøj, der kan optimere forhandlernes lager, samt muligheden for at sælge og købe biler på det store tyske handelssite Mobile.de, som beskrevet udførligt her i fagbladet for nylig.

- Det er gode værktøjer, der naturligvis ikke skal være gratis at benytte. Problemet er, at Bilbasen har valgt en alt-i-én løsning, hvor man ikke kan vælge til eller fra og betale efter behov. Mit bud er, at 80 procent af bilforhandlerne i Danmark ikke vil få noget ud af at skulle betale dobbelt op for deres bilannoncer, siger Jeppe Laursen og fortsætter:

- Amerikanske eBay har betalt mange penge for købet af danske Bilbasen og Bilinfo og skal åbenbart have sine penge retur nu. Ny programmering er naturligvis dyrt, men når den er færdig, hviler driften mere eller mindre i sig selv. Bilbasens mindre konkurrenter optimerer jo også inden for sin prisstruktur uden, at prisen stiger så voldsomt som her. Hvis jeg bygger nyt bilhus, kan jeg ikke få mere for en Mondeo af den grund, men må finde ekstra penge på andre måder, argumenterer Jeppe Laursen.

Han mener, at kimen er lagt til, at autobranchen nu for alvor må finde alternativer til brug af Bilbasen, eventuelt ved at ændre på ejer- og brugsforholdene omkring nybilforhandlernes fælles site Biltorvet.dk.

Billigere for flest

Den nye prisstruktur hos Bilbasen er ikke et krav fra eBay om ekstra indtjening. Det forsikrer adm. direktør Kenneth Andersen. Han fortæller, at ideen om nyudviklinger af it-værktøjer til autobranchen, og deraf følgende nye priser, er et rent dansk initiativ for at hjælpe branchen, og at prisstrukturen vil gøre det billigere for mange mindre bilvirksomheder at annoncere. Øget indtjening vil blive kanaliseret ud i endnu flere gode it-værktøjer til autobranchen, siger Kenneth Andersen.

- Jeg kan sagtens forstå reaktionen fra Lindholm Biler og andre større forhandlere med mange salgsbiler, hvor annoncering bliver dyrere. Men især de store forhandlere vil kunne drage nytte af det nye åbne vindue ud til Europa via tyske Mobile.de, hvor det bliver nemt at tiltrække kunder uden ekstraudgift til annoncer, da Bilbasen-annoncer overføres gratis til Mobile, samt vores lancerede optimeringsværktøj Forhandlerstatistik, der hjælper bilforhandlerne med optimering af varelager alt efter udbud og efterspørgsel på bilmodeller.

- Det er nu vores opgave at forklare og hjælpe også de større kunder, som udtrykker utilfredshed, godt i gang med værktøjerne, så de kan se fordelene trods prishoppet. De store forhandlere skal huske, at det netop er dem, der har størst gavn af de nye, intelligente optimerings- og salgsværktøjer, som nu fordyrer deres annoncering, siger Kenneth Andersen. Et nyt leasing-afsnit bliver i øvrigt lanceret her i marts.

Han forklarer, at Bilbasen/Bilinfo har valgt ikke at gøre det muligt for forhandlerne at vælge ydelser til og fra for at gøre abonnement og prisstruktur enkel.

- Vi har ofte hørt, at det var for indviklet, så nu skulle der ryddes op med et enkelt abonnement, der erstatter alt andet, og hvor alt er inklusive, siger direktøren.

38 kroner per bil i snit

Før kostede et abonnement 700 kroner månedligt og 27 kroner per bil. Fremover koster et abonnement 400 kroner og 52 kroner per bil. At annoncere en enkelt bil vil dermed fremover koste 452 kroner mod tidligere 727 kroner.

150 større forhandlere hos Bilbasen annoncerer månedligt 60 biler og opefter, og for dem vil prisforhøjelsen i gennemsnit være 27.600 kroner årligt, ifølge Bilbasens beregninger.

I gennemsnit for alle forhandlere vil det koste 38 kroner at annoncere hver bil, med abonnement indregnet.

Som argumenter for den nye prisstruktur nævner Bilbasen/Bilinfo via Gallup-tal, at antallet af henvendelser til forhandlerne er steget med 59 procent siden 2008. Samt at det koster 7,5 procent mindre at få kontakt med bilkøbere via internettet i forhold til aviser. Blot 20 procent af bilkøberne handler bil via avis- og magasinannoncer, hvor bilforhandlerne lægger 49 procent af deres annoncebudget.

Vi er lydhøre

Til kritikken af de nye priser som "et lyn fra en klar himmel", for selv samarbejdspartnere i form af bilforhandlere i et kunde-forhandlerpanel, siger Kenneth Andersen, at panelet blev skabt for at diskutere autobranchens ønsker og muligheder, ikke pris for ydelserne. Han tager truslen om konkurrencemyndighederne med ro.

- Vi er ikke en monopol-virksomhed, for der er alternativer til Bilbasen, selv om vi er markedsledende. Autobranchen skal huske på, at vi altid har været meget lydhøre for branchens ønsker. Vi indførte eksempelvis betaling for annoncer fra private for to år siden på Bilbasen og sidste år på Den Blå Avis, ligesom vi har 80 programmører, der udvikler de værktøjer, som branchen selv er med til at pege på.

- Vi skal naturligvis tage fat om den opståede kritik til alles bedste. Bilbasen skal være et premiumsted med de rigtige købere og de rigtige forhandlere, siger Kenneth Andersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095