23948sdkhjf

Bilsyn burde kunne holde julefest sammen

Anders Rohde, indehaver af kæden Pro Bilsyn, har markante holdninger og ser sig selv som branchens enfant terrible.
Anders Rohdes imperium er ikke så stort, men det er bemærkelsesværdigt. For tiden omfatter riget fire synsværksteder i henholdsvis Rødovre, Hvidovre og Næstved og med snarlige åbninger i Slagelse og Århus.

Pro Bilsyn har også været i Hillerød, men det gik, med Anders Rohdes ord, ikke godt nok, og så var det bare at lukke og tage materiellet med sig.

Motor-magasinet har været på besøg i synshallen i Rødovre, og Anders Rohde har åbent fortalt om startskuddet til forretningen, der var Totempos forlis, og om hans forretningsfilosofi. Men da blokken næsten var i tasken, og fotografierne taget, kom Anders Rohde med nogle overraskende udsagn.

- Vi i synsbranchen er konkurrenter, indtil bilen er på liften. Derefter bør vi være kolleger, sagde han.

- Vi skulle kunne holde jule- eller sommerfest sammen, sagde han også.

Anders Rohde mener, at der er for megen ukollegial optræden i branchen.

- Får vi eksempelvis en bil til omsyn eller genfremstilling, har vi prøvet at kontakte værkstedet, hvor bilen var fremstillet i første omgang med vores opfattelse af en given regel. Men de allerfleste bliver tøsefornærmede, selv om det jo bare er ment som en venlig gestus.

- Vi kan ikke drømme om at sjofle en anden synsvirksomhed overfor kunden, men vi vil da gerne drøfte regelfortolkning og lignende med kolleger, siger Anders Rohde.

Enfant terrible

Anders Rohde har den opfattelse, at kolleger i branchen derimod gerne så ham hen dér, hvor eksotiske frugter gror.

- Vores priser er sikkert en torn i øjet på mange, men det er nu vores koncept at være billige, men samtidig gode.

Det var den bratte lukning af eventyret Totempo, der satte Anders Rohde i gang med opbygning af egen forretning. Han købte værkstedsudstyret af kurator til en meget favorabel pris og åbnede kort efter i Hillerød.

Konceptet for Pro Bilsyn er enkelt. Det gælder om at finde billige lejemål, og så er Anders Rohde ikke for fin til at købe brugt udstyr, som han selv udtrykker det. Så flytter man derhen, hvor mulighederne er - og er de det ikke alligevel, som det viste sig i Hillerød og Nykøbing F., så lukker man, tager sit udstyr og flytter et nyt sted hen.

Pro Bilsyn har de enkle produkter på hylden: Syn, omsyn og toldsyn. Ikke andet. Man pådrager sig for stort et ansvar ved miljømærker, brugtbilattester og Tempo 100-godkendelser, er holdningen.

En opstilling med en sakselift med et indbygget rullefelt sparer minutter, men det betyder så, at der heller ikke kan synes campingvogne.

Men det kan man snart i Rødovre, når man lejer sig ind i et nybyggeri på samme adresse. Her bliver hallen længere end nu og med nedfældet lift og rullefelt.

- Det koster os lidt, men jeg tør godt vove noget, siger Anders Rohde.

Det har han faktisk altid gjort.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095