23948sdkhjf

Danske biler ældes

Gennemsnitsalderen for danske biler er den højeste i 20 år.
Den gennemsnitlige personbil var 9,4 år gammel ved årsskiftet 2010-2011, og det er den højeste gennemsnitsalder i de seneste 20 år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Middellevetiden for en personbil er steget fra 14,6 år til 16,3 år i den samme periode. Det skyldes, at biler fra midt i 1990’erne holder længere end biler fra midt i 1970’erne. Den høje gennemsnitsalder skyldes også, at nyregistreringerne sker i bølger, og perioden 1994-99 var store registreringsårgange, som i dag er overrepræsenteret i bestanden.

Aktuelt er der 620.000 biler eller 29 procent registreret i 1994-99.

Danskerne køber flere biler, og der er trængsel på de danske veje. Over de seneste fem år er antallet af personbiler steget med syv procent.

Små 2,9 millioner køretøjer

Ifølge statistikken kørte der fem gange så mange personbiler rundt på vejene ved årsskiftet 2010-2011 som for 50 år siden. Bestanden af personbiler er nået op på 2.164.000 stykker fra 470.000 biler i 1961.

Den samlede bestand af motorkøretøjer ved årsskiftet var på 2.868.000 stykker. Siden 2006-2007 er bestanden vokset med 139.600 køretøjer eller fem procent. Der er blevet færre af alle køretøjer, undtagen personbiler og motorcykler, skriver Ritzau.

Diesel-fremgang

Tallene fra Danmarks Statistik viser også en bemærkelsesværdig stigning på 67 procent i antallet af dieselbiler de sidste fem år, mens antallet af benzinbiler er faldet med fire procent over samme periode. Dieselbilerne udgør nu næsten en fjerdedel af den samlede danske bilpark mod kun 13 procent for fem år siden. Sidste år udgjorde dieselbiler næsten halvdelen af alle solgte personbiler i Danmark.

Den store fremgang i dieseldrevne biler skyldes formodentlig brændstofprisernes himmelflugt. Trods markante prisstigninger på diesel, er det stadig billigere at køre i en dieselbil end i en benzindrevet bil, anfører D.A.F.

Direktør Jens Brendstrup forventer, at udviklingen vil fortsætte:

- Da der ikke er nogen tegn på at brændstofpriserne vil falde afgørende de næste år, forventer jeg sådan set, at andelen af dieselbiler vil fortsætte med at stige, siger han.

Jens Brendstrup er dog bekymret over, at den gennemsnitlige bilalder er på sit højeste niveau i 20 år.

- Den høje registreringsafgift har en afgørende betydning for, hvornår folk udskifter deres bil. Så længe registreringsafgiften er så høj, vil folk stadig køre rundt i gamle biler, mener han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063