23948sdkhjf

Fyring af 59-årig var ikke diskrimination

Men en 59-årig ansat på et autoværksted får alligevel erstatning for usaglig afskedigelse.
Der var ikke tale om diskrimination på grund af alder, da en storkøbenhavnsk autoforhandler sidste år fyrede en 59-årig reservedelsekspedient. Det besluttede Retten i Hillerød 12. januar i sagen, som fagforbundet HK havde anlagt mod det kvindelige medlems tidligere arbejdsplads.

HK krævede i første række godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, idet forbundet gjorde gældende, at afskedigelsen af medarbejderen var udtryk for aldersdiskrimination. I anden række krævede HK godtgørelse efter funktionærlovens paragraf 2b, idet forbundet gjorde gældende, at afskedigelsen var usaglig.

Det fremgik af sagen, at medlemmet, der var ansat som reservedelsekspedient, var 59 år, da hun blev afskediget. Hun havde da været ansat i virksomheden i knap 30 år. Afskedigelsen var begrundet i omsætningsnedgang som følge af finanskrisen. Det var ubestridt, at det var nødvendigt at reducere antallet af medarbejdere, skriver Hillerød-Posten.

Ikke forskelsbehandling

Retten kom frem til, at der blandt andet under hensyn til alderssammensætningen i virksomheden ikke var påvist omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der ved afskedigelsen af reservedelsekspedienten var udøvet forskelsbehandling på grund af alder. Der var derfor ikke grundlag for at tilkende godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Ved vurderingen af, om afskedigelsen var usaglig, fastslog retten indledningsvis, at det i en situation, hvor det var godtgjort, at der var behov for afskedigelser, tilkom virksomheden at vurdere, hvilke ansatte der skulle afskediges.

Fire måneders løn

Retten anførte herefter, at der ved afskedigelse af en medarbejder, der havde været beskæftiget i virksomheden den overvejende del af sit aktive arbejdsliv, og som havde nået en alder, hvor det erfaringsmæssigt er vanskeligt at finde nyt arbejde, må stilles et skærpet krav til beviset for, at opsigelsen er sagligt begrundet.

Efter en gennemgang af bevisførelsen herom nåede retten frem til, at opsigelsen af reservedelsekspedienten ikke var rimeligt begrundet i virksomhedens eller den ansattes forhold. Hun fik derfor tilkendt en godtgørelse for usaglig afskedigelse svarende til fire måneders løn, oplyser Hillerød-Posten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078