Også nye biler på Fast and Furious Carshow
Fire haller med 28.000 kvadratmeter bliver fyldt med over 500 af de fedeste, flotteste og vildeste ombyggede biler fra Danmark, Sverige og Tyskland. Som noget nyt vil der i år også være 3000 kvadratmeter med nye biler fra de autoriserede bilforhandlere. Hertil kommer et kæmpe udvalg af udstillere, der tilbyder alt til bilen.
Udenfor, på den store anlagt Streetfire Motor park, bliver der kørt race og drifting hele weekenden, og har man mod på det, kan man blive co-driver i en af bilerne.
Sidste år besøgte over 20.000 publikummer messen. Arrangørerne lover, at der vil være masser af oplevelser for både store og små, mænd og kvinder, unge og gamle - et show, der vil imponere og fascinere hele familien.
Ud over de mange biler vil der være mulighed for helikopter rundflyvning, drive-in car wash, foto-muligheder i to fotostudier, stuntshow og på den store scene, hvor bilerne vil blive præsenteret gennem weekenden, vil der også være danseshow med ild og meget mere.
De mange udstillere rundt omkring i de store haller vil sørge for, at der er rig mulighed for at forny garderoben og forkæle kæresten eller bilen. Her finder man alt i tilbehør og udstyr til bilen, samt alverdens spændende stande med gadgets, tøj, caps, læder, tattoos, piercing, lak, krom, airbrush og meget mere.
Se også åbningstider og priser på www.streetfire.dk.