23948sdkhjf

Branchen trængte til et godt bilår

Bilbranchen gearer op for aktiviteterne, oplyste formand Hans Vestergaard på foreningens generalforsamling.
- 2009 var økonomisk set et af de dårligste år for Danmark – og bilforhandlerne - nogensinde. Så meget desto mere har det været opmuntrende at vi i 2010 igen har oplevet fremgang i økonomien. Selv om det ikke er voldsomme tal, når man ser på hele den danske økonomi, så voksede BNP dog med 2 procent i 2010 imod et fald på hele 5,2 procent i 2009. Og det var i høj grad bilsalget som trak fremgangen. 2010 blev nemlig heldigvis et rigtigt godt bilår; ja faktisk et af de bedste nogensinde, når man ser på salget af personbiler. Her var det totale marked på knap 154.000 biler imod 112.000 i 2009. Det er det 4. højeste salg af personbiler nogensinde. Det var der nok ikke mange i branchen som havde regnet med, da vi gik ind i 2010 – og fremgangen er oveni købet fortsat her i 2011, om end i en noget lavere takt end i 2010, konstaterede formand Hans Vestergaard, da Bilbranchen under DI holdt generalforsamling i torsdags den 26. maj.

- Det gode marked for personbiler i 2010 trængte vi godt nok også til. Men med fare for at lyde som en landmand, så er der dog lidt malurt i bægeret: Det øgede salg af personbiler fandt nemlig sted i den lille klasse, som i 2010 udgjorde godt 47 procent af det samlede salg. Vi skal faktisk ikke mange år tilbage, før den lille klasse kun udgjorde cirka en tredjedel af markedet. Og som vi alle jo ved, så er indtjeningsmulighederne i alle led af værdikæden, fra salget af den nye bil over service og til salg som brugt bil, noget lavere for en bil fra denne klasse. Men det er nu en gang vilkårene.

- Fremgangen i salget af personbiler i 2010 blev ikke, som mange ellers tror, båret frem af privatleasing. Lidt overraskende stod privatleasing kun for godt 6000 biler i 2010, hvilket var en fremgang på blot 17 procent i forhold til 2009. Vi må dog forvente at privatleasing, i hvert fald under de nuværende afgiftsregler, fortsat vil vokse, men vi forventer ikke at det sker eksplosivt, sagde han.

Forældet

- Jeg kan ikke komme udenom at nævne registreringsafgiften, da vores branche fortsat lider under denne forældede beskatning. Jeg nævnte i min beretning forrige år, at Bilbranchen ikke forventede ændringer i registreringsafgiften i 2010 – og det fik vi desværre helt ret i. Vi har således stadig en værdibaseret afgift, hvis fundament bliver mere og mere usikkert. Den forholdsmæssige registreringsafgift, som i slutningen af 2009 blev indført for leasede biler, underminerer dette fundament yderligere – og skævvrider i øvrigt hele markedet, udtalte Hans Vestergaard og tilføjede:

- Vi vil i Bilbranchen fortsat arbejde for at få indført en teknisk baseret afgift i stedet for den værdibaserede afgift vi har i dag. En sådan ændring betyder ikke at alle vore kvaler er forbi, men det er faktisk tæt på. Med en teknisk baseret afgift er der lige vilkår mellem leasingselskaber og bilforhandlere; og vores marginal ved salg bliver ikke pålagt afgift. På den baggrund skulle det være muligt at få genskabt rentabiliteten i salgsafdelingen, uden at det er nødvendigt for forhandlerne at have bilerne indregistreret til sig selv først.

Bilbranchen har taget initiativ til at alle relevante aktører i branchen, fra FDM og D.A.F. til Finans og Leasing, nu nedsætter en arbejdsgruppe som skal udarbejde et samlet forslag til omlægning af registreringsafgiften, som så kan præsenteres for den nye regering – uanset farven på denne – så snart den tiltræder senere i år. Første møde i denne arbejdsgruppe fandt sted i fredags den 27. maj.

Gearer op

- Her i 2. halvår af 2011 gearer vi op for aktiviteterne. Vi starter med en række af regionale møder i august, hvor mange relevante emner for branchen vil blive behandlet på et højt niveau. Baggrunden for at vi i år vælger regionale møder frem for en årsdag er den simple, at vi gerne vil have flere medlemmer i tale. Og vi må nok erkende at tiden er ved at være løbet fra de store arrangementer, hvor det enkelte medlem skal hive en eller flere dage ud af kalenderen. Krisen har lært os at prioritere tid benhårdt. Derfor vil Bilbranchen i de kommende år udvikle nye måder at være i kontakt med medlemmerne på, hvor vi udnytter den store mængde IT-værktøjer branchen jo har investeret i, for eksempel til videokonferencer, webinars og lignende. Derudover vil vi opruste væsentligt på nyhedsområdet. Bilbranchen skal simpelthen være bilforhandlerens foretrukne nyhedskanal, sagde han.

Følsomt emne

- Og lad mig så slutte tankerne om fremtiden med at tage et lidt følsomt emne op, som ligger mange forhandlere på sinde, nemlig konsolidering i branchen på organisationsniveau, altså en sammenlægning af D.A.F. og Bilbranchen, fortsatte Hans Vestergaard.

- Der er nok ingen tvivl om, at der vil være nogle økonomiske synergier ved en sammenlægning, og en samlet organisation vil antageligt også have større politisk indflydelse. Her skal det dog nævnes at Bilbranchen på grund af tilknytningen til DI allerede står stærkt på disse områder, men det kan sikkert blive endnu bedre. Men det kræver jo to til tango – og så lang tid en del af D.A.F.’s medlemmer, typisk de lidt mindre bilforretninger, ikke ønsker at være organiseret på arbejdsgiversiden, så er det vanskeligt at se hvordan en sammenlægning skulle kunne lade sig gøre. Det betyder ikke at ideen skal opgives, men det realistiske scenarie er nok, at der fortsat skal gå lidt tid, hvor ideen modnes og hvor konsolideringen blandt medlemmerne fortsætter, tilføjede han og bemærkede:

- Vi vil fremover fortsat arbejde sammen med D.A.F. på alle de områder, hvor vi har fælles interesser – og det er mange – men vi vil først og fremmest koncentrere os om at varetage vores medlemmers interesser og styrke vores position. Konkurrence er jo altid sundt – også mellem interesseorganisationer.

Ingen årsdag

For andet år i træk havde Bilbranchen droppet at holde årsdag sammen med generalforsamlingen – sidste år fordi foreningen stod uden direktør.

- I år bryder vi igen traditionen med at holde en årsdag sammen med generalforsamlingen, da vi i stedet vil afholde regionale møder i hele landet i løbet af august. På den måde tror – og håber – vi på, at vi kan få flere medlemmer i tale end ved et stort arrangement her i København, sagde formanden.

De fem møder er programsat til den 9., 10., 11., 16. og 18. august rundt om i landet, oplyser branchedirektør René Tønder Nielsen.

Generalforsamlingen i 2012 finder i øvrigt sted den 30. maj og bliver formentligt en noget større begivenhed end den minimalistiske udgave i år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078