TIL DEN SOM MEGET HAR, skal mere gives, lyder en for mange lidt ulogisk definition på retfærdig fordeling af goderne fra Matthæus evangeliet. Det er næppe med dette i baghovedet, at et flertal i Folketinget igen har valgt at spæde til med tilskud, når familien Danmark skal have bygget om eller gjort rent i krogene. Folk, der vælger at købe en ejerbolig, oplever som regel en værdiforbedring ad åre, og dette faktum bliver hjulpet yderligere økonomisk på vej med politisk hjælp. Omvendt forholder det sig med køb af en bil, der stadig er brandbeskattet herhjemme for at opretholde en stabil indtægt til staten. Biler bliver hver dag mindre værd og er derfor for mange ofte en nødvendighed mere end en investering – om end dejlige at være i besiddelse af. Dette bør vores folkevalgte holde sig for øje, når nu en samlet autobranche snart fremkommer med endnu en godhjertet plan for, hvordan et nyt afgiftssystem kan skrues sammen, som Bilbranchen nævner i denne udgave af fagbladet. Måske koster det lidt, måske vil bundlinjen ikke være udgiftsneutral for staten. Men vi er nødt til at bevæge os væk fra de værdibaserede afgifter af mange årsager, som autobranchen længe har tumlet med og gjort opmærksom på. For samfundet vil det give mere sikre biler og bedre miljø. For autobranchen bedre, nemmere og mere reelle arbejdsvilkår. Og det vil helt sikkert få også statsminister-kandidater til at undlade at lease biler på den forkerte side af grænsen – på familien Danmarks bekostning – som dette uges mediebillede kunne afsløre.
AT HOLDE HUS MED pengene har altid været en dyd, og fordeling af goder næsten lige så dydigt, som da Aristoteles i det gamle Grækenland mente, enhver skulle yde efter evne og nyde efter behov – hvilket har ført til lidt af en suppedas for olivenlundenes land i dag. Herhjemme er det især forsikringsselskaberne, der nyder mere end autobranchens værksteder. Kritikken hagler igen ned over værkstederne for dårligt udført arbejde, når FDM opgør fejl og mangler i skadesarbejdet. Og forsikringsbranchen slår ud med armene og konstaterer, at værkstederne da bare kan gøre arbejdet ordentligt under de vilkår og priser, forsikringsselskaberne stikker ud – eller undlade at reparere. Mon ikke vor græske filosof ville vende sig i sit mausulæum, hvis han kunne høre denne arrogance og manglende lyst til reel dialog om de problemer, autobranchen til stadighed påberåber sig at have. Hvor har vi den syns- og skønsmand, der kan finde ind til sagens kerne, udrede markedet og fordele goderne lidt mere ligeligt, end tilfældet er i dag?
