23948sdkhjf

Voksende interesse for læderindtræk

Kun et halvt år efter at Læderkompagniet er startet, er der så stor travlhed med at ombetrække biler med læder, at firmaet overvejer udvidelse.
Der er travlhed ved symaskinerne hos Læderkompagniet, som for kun lidt over seks måneder siden åbnede i lejede lokaler på Hjulmagervej i Vejle. Kunderne kommer både med helt nye biler, hvor ejeren ønsker det fabriksmonterede stofindtræk udskiftet med læder og med ældre biler, som trænger til en opfriskning eller reparation, og hvor ejeren så vælger en af de mange muligheder, der er for at gøre bilens interiør mere personlig. Og muligheder er der mange af, både med hensyn til skind, syninger og mønstre.

Læderkompagniet er startet af Kim Alminde og Heino Ilsøe, samt to investorer fra autobranchen. Kim Alminde er i forvejen godt kendt med autobranchen efter i flere år at have drevet Autofix i Horsens med salg og montering af ekstraudstyr til biler – blandt andet solfilm, alarmer, gps’er og dvd-skærme.

Heino Ilsøe er uddannet møbelpolstrer og sadelmager. Det samme er Trine Lindhøj, som er ansat i Læderkompagniet. Begge har gennemgået en fireårig uddannelse på teknisk skole i Skive. Og selv om det primært er biler, der ombetrækkes, påtager de sig også andre specielle opgaver. De ombetrækker eksempelvis også lounge møbler, frisørstole og motorcykelsæder.

Stoffet udskiftes

- En stor del af de biler, vi ombetrækker, er fabriksnye biler, som leveres med stofindtræk fra fabrikken. Men på grund af vores afgiftssystem er det så billigere af få det eftermonteret, når bien er indregistreret, fortæller Kim Alminde.

De fleste biler leveres med et betræk, som kan tages af, så det ikke er så besværligt at skifte, men nyt betræk på sæderne kombineres oftest med, at også døre og armlæn skal have det samme læderbetræk. Det kan være lidt mere besværligt, men Kim Alminde lover, at alt som udgangspunkt kan lade sig gøre, og at kvalitet og godt håndværk har høj prioritet hos Læderkompagniet.

Kim Alminde fortæller, at der kan købes færdigsyede indtræk til flere bilmærker, og det letter naturligvis arbejdet, som normalt tager mellem tre og fire dage. Man skal dog også regne med et par ugers forberedelsestid, især hvis bestemte skind skal bestilles hjem.

Specielle skind

De skind, der benyttes til biler er generelt mere slidstærke end til de lædermøbler, man benytter hjemme i stuerne. I bilen skal læderet være brandgodkendt, kunne tåle mange ind- og udstigninger, og desuden er aircondition, som i dag er standard i mange biler, også en belastning, oplyser Kim Alminde.

- Man kan dog gøre noget selv for at forlænge levetiden. For eksempel ved at pleje lædersæderne med speciel balsam, som øger smidigheden og hindrer at smuds sætter sig fast, siger Kim Alminde,

Mulighederne er mange, hvis man ønsker læderindtræk i bilen, og Læderkompagniet kan vejlede om læderkvalitet, strukturer og farver. Og selvfølgelig om priser.

Vejledende priser

Læderkompagniet leverer gerne en overskuelig prisoversigt til sine kunder. På denne kan kunden nemt se priserne på læderinteriør til deres bilmodeller og i de forskellige lædertyper. Firmaet har som et af de få i branchen offentliggjort en vejledende prisliste på sin hjemmeside.

- Vi er overbeviste om, at gennemskuelighed sammen med god kundekontakt og godt håndværk er vejen til virksomhedens succes, siger Kim Alminde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109