23948sdkhjf

Dansk specialist forfølger fast strategi

Triscan har udvidet med nyt lager i Århus. Samtidig gør firmaet klar til en stribe nyheder.
Efter længere tids pladsproblemer flyttede Triscan a/s for fem år siden sit hovedkvarter fra Egå til Engmarken i Brabrand, hvor Århus-virksomheden fordoblede sin plads til 8200 kvadratmeter på en 25.000 kvadratmeter stor grund. Her indrettede Triscan sig i tre lagerhaller og en administration.

Men allerede i 2010 begyndte pladsen atter at blive for trang, og 5. november indviede Triscan en helt ny lagerhal på 1700 kvadratmeter og med 10 meter til loftet således, at virksomheden i dag råder over 10.000 kvadratmeter under tag i Brabrand. Og der er god brug for den ekstra plads.

- Kongstanken er, at det skal være let at komme til varerne, understreger logistikdirektør Morten Hallum.

Det nye lager blev bygget til tiden på fire måneder og omfatter nu 3366 nye pallepladser, og den nye, lyse lagerhal er indrettet med fokus på pladsudnyttelse, pluk- og indlagringseffektivitet.

- Fra vores overtagelse i 2005 har Triscan udviklet sig til en solid og stærk virksomhed. Vi står i en betydeligt stærkere situation i dag, understreger direktør John Iversen og peger på, at den positive udvikling i høj grad kan tilskrives medarbejderstabens engagement og fokus på effektivitet kombineret med betydelige investeringer.

- Vi skal være helt fremme, når det gælder effektivitet, for Danmark er et dyrt land med hensyn til arbejdskraft, siger han.

Alene i 2011 beløber investeringerne sig til 10 millioner kroner, der blandt andet omfatter lagerudvidelse, PDM (Product Data Management) – Headline, lagerdisponering – Slim4 og e-handel – Triweb 2.0.

- Vores investeringer skal sikre vækst i både Danmark og Europa. Vi har en fornuftig vækst i Danmark, og vi venter faktisk en større vækst i Danmark næste år, tilføjer han. Vores danske kunder vil som direkte konsekvens af vores lagerudvidelse, opleve endnu bedre leveringsevne og priser. De næste tre år vil vi forsøge at øge og udbygge vores position i det sydlige Europa i form af Frankrig, Italien og Spanien, forklarer John Iversen.

Således har Triscan per 1. januar ansat en ny medarbejder i Frankrig.

- Vi er specialister inden for nogle udvalgte produktgrupper, hvor vi så til gengæld har vokset os store, ligesom vi udelukkende leverer til det frie, professionelle eftermarked. Den strategi forfølger vi målrettet, og vi er ikke truet af eksempelvis udflytning til Asien. Vi satser på den lokale tilstedeværelse, at have systemerne og at have varerne på lager, fastslår John Iversen.

Eksport-succes

Med 5200 forskellige styretøjsdele i kataloget og 27 leverandører hertil er det fortsat Triscans største produktgruppe, mens de øvrige specialer blandt andet er termostater, gasfjedre, bremse-/koblingskabler og som noget helt nyt nu også bremseslanger.

- Vi forventer, at bremseslanger bliver en lige så stor succes, som vore andre nischevaregrupper. Jeg tror det er de færreste, der er klar over, at vi eksempelvis har hele 200.000 kabler på lager.

Nyt er det også, at Triscan efter et års intensivt arbejde i produktafdelingen har indgået et samarbejde med hollandske Headline med hensyn til Produkt Data Management. Der er tale om vognpark- og OE-data, 25.000 ny bil-link samt 200.000 nye kriterier. Hertil kommer linkinfo på de nyeste modeller, korrekte og entydige informationer samt data til både TriWeb og TecDoc.

- Vi vil være blandt de allerbedste, når det gælder hurtig og entydig identifikation af de mange dele. Det handler jo ikke blot om høj kvalitet på selve delene, men også om at kunne finde produkterne. Produkt Data Management er en stor investering, men vi er tilfredse og forventer, at systemet slår helt igennem fra 1. april, forklarer Morten Hallum.

Triscan tog Warehouse Management System (WMS) med stregkoder i brug i 2008, og det har været en stor gevinst.

- Efter tre år er vi meget tilfredse med systemet, der har effektiviseret vores pluk af varer betydeligt. Det er vigtigt at kunne afvikle bestillinger meget hurtigt, men det er også vigtigt at have de rette varer på hylderne, når vores kunder har brug for dem. Af denne grund har vi netop indført et specielt lagerdisponeringssystem – Slim4 – en avanceret regnemaskine, der foreslår, hvad vi skal købe af dele, baseret på data fra de sidste 24 måneder. Systemet er så nyt, at vi først forventer at se effekterne næste år, oplyser Morten Hallum.

Tre i én

Triscan indførte det elektroniske TriWeb for 10 år siden – i 2001, og i dag hentes 90 procent af Triscans omsætning via TriWeb eller TecCom. Men allerførst i det nye år lancerer Triscan TriWeb 2.0, som både er et elektronisk katalog, en e-handelsløsning og en nyhedskanal.

- Det er katalog, e-handelssystem og nyhedsformidling i ét system. Vi indfører eksempelvis en ny og forbedret brugergrænseflade, en sammenligningsfunktion samt 360 graders fotos af delene, forklarer marketingchef Thomas Fuglsang Andersen.

TrixNet er et særligt forum, som er tiltænkt Triscans kunder med information om kampagner, nye varenumre, problemløsere - sådan fungerer produktet, typiske årsager til fejl og gode råd, monteringsvejledninger og Tecnews - Triscans nyhedsbreve med teknisk viden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079