23948sdkhjf

Elbiler er langtfra forhandleres darling

Autoforhandlere mangler en tilskyndelse til at give sig i kast med elbiler, påpeger DI Bilbranchen.
Elbiler har en central rolle i omstillingen til et intelligent energisystem, lød det fra klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) og transportminister Henrik Dam Kristensen (S), da de mødte Dansk Elbil Alliances medlemmer i sidste uge.

De to ministre fik mange gode råd med hjem om fjernelse af barrierer for udviklingen af det såkaldte ’smart grid’ og udrulning af elbiler.

En repræsentant fra autobranchen forsøgte imidlertid at dæmpe forventningerne ved at fortælle, at branchen helst vil sælge gammeldags biler, for her er den samlede avance størst over bilens levetid.

- Det skyldes eftermarkedet – service og reparation. Det spiller selvfølgelig ind hos en forhandler, branchedirektør René Tønder Nielsen fra DI Bilbranchen.

- Jeg appellerer til importører af elbiler, at der ved prisfastsættelsen skal være plads til en avance på selve bilen, som om ikke andet er med til at minimere den lave fortjeneste på service. Det ville være positivt, for så får man en mere sund forretningsmodel, hvor ikke al indtjening ligger på eftermarkedet.

Afgifter er nøglen til elbiler

René Tønder Nielsen leverer endnu et argument for at ændre afgiftssystemet væk fra det værdibaserede registreringsafgift til en købsafgift, der er baseret på CO2-udledningen efter norsk model, selv om elbilers fritagelse for registreringsafgift forlænges til og med 2015.

- Regeringsafgiften er den store nøgle til elbiler, siger han. Forhandleren kan nemlig ikke kompensere for det tabte eftermarked med højere avance, fordi det slår hårdt ud på salgsprisen.

- Branchen har ikke berøringsangst over for elbiler. Det kan give nogle muligheder for os, men der er selvfølgelig også nogle trusler. I forhold til Dansk Elbil Alliance og øvrige aktører inden for elbiler kunne vi have en fælles interesse i at arbejde for at få ændret registreringsafgiften.

Andre med kundekontakt

- Biler sælger biler. Hvis man skal have elbiler ud at køre, så er man nødt til at starte med ’bilen’ og ikke med systemet. Bilen skal drive udrulningen af infrastrukturen. Det er ikke infrastrukturen, som skal drive salget af bilen. Man skal se dem køre på vejen, og behovet for infrastruktur stiger jo flere der kører.

- Leasingselskaber har i stigende grad kontakten til privatkunder. Det er nyt for os, for bilforhandlerne udvikler sig til underleverandører ind i andre distributionskanaler. Det kan være en lidet attraktiv konkurrenceposition, hvis man er underleverandør i et system med færre omkostninger. Det gælder generelt, men det kan blive endnu mere markant for elbiler, hvor der er andre aktører som energiselskaber, siger René Tønder Nielsen.

Politisk forlig uden biler

Der er ikke optræk til, at transporten kommer med i en politisk klima- og energiaftale inden jul med 50 procent vindkraft og 40 procent CO2-reduktion i 2020.

- Der er brug for løsninger for fremme af den grønne transport, som befinder sig i et politisk tomrum. Der kommer flere serieproducerede elbiler på danske veje, men de er dyre, fordi rammebetingelserne ikke er til stede. Det nuværende afgiftssystem straffer i stedet for at belønne elbiler, siger Lærke Flader fra Dansk Energi og branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Henrik Dam Kristensen er enig i, at rammebetingelserne er afgørende. Et tværministerielt arbejde under skatteminister Thor Möger Pedersens (SF) ledelse skal finde frem til et nyt afgiftssystem, men ingen kender tidsrammen.

Martin Lidegaard fastslår, at staten ikke må miste indtægter ved en afgiftsomlægning.

Henrik Dam Kristensen siger kort og godt nej til, at miljøvenlige biler undtages fra den kommende betalingsring i hovedstaden.

Ingen tør spå om antallet

De to ministre afstår fra at give et tal for antallet af elbiler i 2020, hvor halvdelen af elproduktionen skal leveres af vindmøller. René Tønder Nielsen er sikker på, at der ikke er i nærheden 300.000 elbiler til den tid, for det er fysisk uladsiggørligt.

Ifølge DI Bilbranchens beregning skal der være 3000 elbiler i 2015, hvis Danmark skal holde trit med den øvrige verden.

René Tønder Nielsen ser fortrøstningsfuldt på benzin- og dieselbilers fremtid. Forbrændingsmotoren vil slå teknologisk tilbage med biler, der kan køre 35 km på literen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112