23948sdkhjf

Jysk-sjællandsk diesel samarbejde

Gelsted Bilservice i Sydsjælland har lavet et formelt samarbejde med Nordjysk Diesel-Elektro.
Efter et års uformelt samarbejde har Nordjysk Diesel-Elektro A/S i Aalborg per den 1. februar indgået et formelt samarbejde med Bosch Car Service-værkstedet Gelsted Bilservice i Sydsjælland, som drives af den tidligere Bosch servicetekniker, Steen Kielstrup.

Gelsted Bilservice lagerfører nu de mest gængse commonrail pumper og injektorer, både nye og renoverede, fra Nordjysk Diesel-Elektro. Ud over dette tilbyder værkstedet test og reparation af diesel-komponenter samt fejlfinding på biler.

- Vi er meget stolte af dette samarbejde, hvor vi håber at kunne hjælpe nogle af vores kunder på Sjælland, som ligger i nærheden af Gelsted, til hurtig og kompetent service, siger direktør Torben R. Hansen, Nordjysk Diesel-Elektro.

Ved siden af sine egne lagre i både Aalborg og Hjørring har Nordjysk Diesel-Elektro kørt med et lignende lager-samarbejde med Bosch Car Service i Holstebro.

- Og det er gået super – de solgte intet før, fortæller Torben R. Hansen.

Også Steen Kielstrup ser frem til det nye samarbejde.

- Vi går jo lidt imod strømmen ved at lægge et lager op med en top-20 liste over både originale og ombytnings dele. Vi ønsker at hjælpe værkstederne med både teknisk bistand, reservedele og test af komponenter. Det handler jo om at få bilerne hurtigt ud at køre igen, siger den 41-årige værkstedsindehaver, der sprang ud som selvstændig i moden alder.

Vil udvide

Efter en solid karriere som både mekaniker, faglærer og dieselspecialist overtog Steen Kielstrup således den 1. september 2008 Gelsted Bilservice på Industrivej i Gelsted ved Herlufmagle, som året efter skiftede til Bosch Car Service kæden. Og siden er det gået fint fremad – i løbet af et par år midt i krisen er værkstedet således gået fra at beskæftige én til fem mand.

Senest har han overtaget dieselaktiviteterne hos Næstved Autoteknik med udstyr, ligesom Søren Andersen, der har 35 års erfaring på området, efter sommerferien er begyndt i Gelsted. Hertil kommer et par lærlinge.

- Vi stiger jævnt hele tiden på vores omsætning. Vi bliver flere og mere effektive. Jeg forventer da også en stigning igen i år, primært på det direkte reservedelssalg, da vi ikke har mere ledig værkstedskapacitet. Målet i år er at stabilisere os og se, hvor meget værkstedet kan tjene, siger Steen Kielstrup.

- Vi har også nået grænsen for de fysiske rammer på værkstedet, og udenfor må bilerne holde i to rækker – men det er jo et luksusproblem, tilføjer Steen Kielstrup, som er begyndt at slå streger på et papir for at udvide værkstedet. Desuden er det planen at udvide staben med hjælp på kontoret.

Sjovt

Gelsted Bilservice betjener efterhånden mange værksteder i et stort område.

- Vi laver meget for andre værksteder, men samtidig fungerer vi som normalt autoværksted. Jeg har en stor kontaktflade – her handler det om at være ærlig og reel, det kommer man længst med. Og så er der jo stadigvæk mange værksteder, som er bange for at røre ved diesel. Jeg bruger mange timer her, men jeg synes jo, at diesel og problembiler er sjovt, og så er værkstedet mit lille barn, som jeg gerne til udvikle, forklarer han.

Steen Kielstrup er fortsat med i et privat branche-netværk sammen med to kolleger fra branchen, som også driver hver deres specialværksted, Kim Bonde, KB Teknik i Holbæk, samt Steffen Hansen, Hessteknik på Fyn. De mødes jævnligt og udveksler viden om fejlbiler, diagnose og udstyr med videre.

- Det er alfa og omega at have et netværk at kunne trække på, når man arbejder med fejlbiler, konstaterer Kielstrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062