23948sdkhjf

4000 færre skadesudbedringer i sigte

Autolakererne appellerer i et brev til partiernes finanspolitiske ordførere om at tage forslaget om lavere reparationsgrænser af bordet.
En forenet arbejdsgiver- og lønmodtagerside i det danske autolakerer-fag har skrevet til de finanspolitiske ordførere i regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne for at gøre opmærksom på de negative konsekvenser, som finanslovforslaget om lavere reparationsgrænser får for autobranchen. Efter forslaget skal en bil skrottes ved 65 procent beskadigelse i forhold til bilens værdi mod de nugældende 75 procent.

"Vi vil gerne advare om, at forslaget efter al sandsynlighed langtfra vil indbringe det merprovenu på 120 millioner kroner om året, som vurderet i finanslovsaftalen" anfører Foreningen af Auto- og Industrilakerere, FAI, ved direktør Michael Nørregaard og Malerforbundet ved direktør Mogens Pedersen.

De to organisationer skriver videre, at det vurderes i branchen, at de danske autoværksteder og autolakerere vil miste i retning af 4000 reparationer og skadesudbedringer som følge af forslaget. Da der typisk er tale om større reparationer, vil forslaget uundgåeligt medføre et jobtab såvel i autolakererfaget som i den samlede branche.

Det øgede hensyn til lønomkostninger og den faldne aktivitet i værkstederne vil yderligere medføre, at virksomhederne vil være mindre tilbøjelige til at genbesætte elevpladser, endsige ansætte nye elever. Lærepladser forudsætter, at der er beskæftigelse til eleverne – det kan en i øvrigt fornem præmieringsordning for elever ikke kompensere for.

Faldt fire procent sidst

Erfaringerne fra sidst, reparationsgrænsen blev reduceret – det var i 2002 – viser, at mængden af skader er faldet med cirka fire procent, og at skadernes gennemsnitsværdi faldt med omkring 3000 kroner, skriver FAi og Malerforbundet. Det medfører, at der skal en desto højere omsætning til for at opretholde den fornødne indtjening til drift og lønomkostninger – der skal med andre ord løbes hurtigere. Her er især de helt små værksteder, og dem er der mange af blandt autolakererierne, sårbare.

Autolakererne mener desuden, at ændringen af reparationsgrænserne formentlig vil få barskere følger end i 2002. For det første befandt Danmark sig på det tidspunkt i en begyndende højkonjunkturperiode. For det andet skal der med de nye grænser forholdsvis mindre til, førend en nyere bil vil falde for grænsen, da sikkerhedsteknologi såsom airbags og selestrammere er kostbare komponenter.

Utopisk nybilsalg

FAI og Malerforbundet finder det desuden usandsynligt, at forbrugerne vil købe fabriksnye biler for de kontanterstatninger, der blot afspejler de skadede bilers markedsværdi.

"Vi håber, at vi med vores redegørelse har skabt forståelse for, at nedsættelse af reparationsgrænserne er en ufarbar vej og vil være ødelæggende for branchen", slutter FAI og Malerforbundet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079