23948sdkhjf

Brugte reservedele med 12 måneders garanti

www.autoparts24.eu har udvidet staben af samarbejdspartnere i Tyskland, Polen og Sverige.
Indehaveren af Autoparts24, Markus Priess, har nu fået rigtigt kontor med egen facade i Brønshøj. Herfra vil han formidle kontakt mellem ophuggere i foreløbig Tyskland, Polen og Sverige og naturligvis Danmark og værksteder i samme lande og resten af Europa.

- Der bliver flere og flere forskellige biltyper, der kræver specielle reservedele. For 15 år siden passede den samme Opel-motor i de fleste modeller. Det gør den ikke mere, siger Markus Priess.

Derfor mener Markus Priess, at der er basis for en inter-europæisk internetportal med en database, som giver adgang til millioner af overvejende brugte reservedele, og hvor kunder og udbydere kan finde hinanden. Bag det skal der være en struktur, som gør forsendelser og ikke mindst betaling over landegrænserne enkel og troværdig.

Det er ikke en ny tanke, der er opstået hos Markus Priess. Allerede da han var indehaver af Byens Genbrug og havde 20 mand i arbejde, arbejdede han på en internetportal, der skulle åbne op for handel med reservedele.

- Men der er en del forhindringer – udover det edb-tekniske. Det er vigtigt, at både sælger og køber er trygge ved handlemåden, siger han.

Garanti på reservedelene

Spørgsmålet om kvaliteten på reservedelene er ikke kun et spørgsmål, der opstår, når svenske ophuggere skal handle med tyske værksteder.

- Men problemet synes mindre indenlands, siger Markus Priess.

- Dels kender man typisk hinanden, og dels er det kendte forsendelses- og betalingsformer, man benytter sig af, hvis en handel går skævt.

Der er også forskellige handelsbetingelser, eksempelvis krav til garantiperiode i de foreløbig fire lande, der er med i databasen.

- Hvad angår garantien har jeg fået en aftale med et forsikringsselskab, så jeg kan give 12 måneders garanti. Det er den længde, som kræves i et af de lande, Autoparts24 opererer i, og så har jeg valgt at sætte grænserne op i alle lande, siger Markus Priess.

Partnere fra gamle dage

Gennem sine mange år i branchen har Markus Priess opbygget et godt branchenetværk, og det har han udnyttet til at få tilknyttet omkring 70 reservedelsforhandlere til autoparts24.eu.

- Jeg kender dem, og vi taler det samme faglige sprog. Vi har cirka 70 samarbejdspartnere nu, der kommer for tiden cirka fem nye reservedelsvirksomheder til om ugen, siger Markus Priess.

Det er gratis for virksomhederne at blive tilsluttet autoparts24.eu. Markus Priess betaler for den nødvendige udvikling, da det var den nemmeste måde at få samarbejdspartnerne med på ideen.

- Til gengæld opkræver vi kunderne et gebyr for vores arbejde med at finde og sørge for transport af reservedelene, siger Markus Priess.

Netop transporten var en af de næsten umulige knaster. Det var en kamp at få et transportselskab til at hente varer i et land, fragte dem til et andet og sende fakturaen til Danmark. Helt skørt var det, da Autoparts24 havde leverancer ud af EU.

- Det er løst nu, og i det hele taget sørger firmaet for alt. Er man med ordnes fragtbreve elektronisk, betalingerne mellem leverandør og kunde står Autoparts24 for.

Flere sprog

Autoparts24.eu findes indtil videre på tre sprog: dansk, tysk og engelsk. Sitet er også blevet oversat til polsk og svensk, men de er ikke online endnu.

Selv om autoparts24 således ikke dukker op i Googles højreside, hvis man søger på "reservedele biler", er søgemaskinen alligevel glad for Markus Priess’ website.

- Søger du efter en reservedel med et konkret reservedelsnummer i Google, er vi otte ud af 10 gange blandt de første tre eller fire resultater, siger Markus Priess.

Autoparts24.eu har 600-700 besøgende om dagen, og det tal stiger løbende. Markus Priess har da også store mål.

- Målet er 10.000 besøgende om dagen, siger Markus Priess.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.161